Vi slutter denne korte artikelserie med et af de mest kendte og ekstraordinære skifter imellem de to hispaniske conquistadors. Der er ikke en transfer, der symboliserer det had/kærligheds-forhold, som det forbudte skifte indeholder, mere end sagaen om Luis Figo.
Det kom som en bombe, da Figo i 2000 skiftede FC Barcelona ud til fordel for ærkerivalerne i Real Madrid. Efterladt tilbage i Catalonien var en måbende befolkning, klub og holdkammerater. Ingen havde set skiftet komme. Overraskelsen over tabet af deres absolutte superstjerne blev hurtigt efterfulgt af had. Intenst, elektrisk, larmende had til spilleren, de engang elskede.
Men hvordan kom dette ekstraordinære skifte i stand? For at finde svaret må vi tilbage til 2000, hvor Florentino Perez som klar outsider gik efter præsidentposten i Real Madrid. Perez havde brug for noget, der kunne få medlemmerne af Real Madrid til at vælge ham frem for den siddende præsident, Lorenzo Sanz. Sanz var klar favorit til præsidentposten efter netop at have hjemført Champions League til madrilenerne for første gang i 32 år.
Perez adspurgte madridistaerne, hvilken spiller de helst ville have til klubben. Svaret var Figo. Ærkerivalernes perle. Det ville være den totale dominans, hvis Real Madrid med en enkel check kunne ødelægge Barcelonas hold.
I den barske kamp om stemmer lovede Florentino Perez derfor Real Madrids godt 80.000 medlemmer, at han ville betale deres årskort til næste sæson, hvis han blev valgt og ikke kunne få hentet Barcelonas superstjerne til klubben.
Tanken var overvældende for Madrid-fansene. At ’stjæle’ Figo fra Barcelona ville være den største demonstration af magt over for Barcelona og Catalonien. Pludselig betød Lorenzo Sanz Champions League triumf betydeligt mindre end før.
Det ændrede dog ikke på, at Florentino Perez stadig blev anset som en klar outsider til præsidentposten. Så da Perez fik kontakt med Figo og hans agent, Jose Veiga, virkede Perez’ tilbud som lette penge for superstjernen i Barcelona. Hvis Perez ikke vandt valget, ville Figo modtage godt 12 millioner kroner uden at nogen ville ane, hvad der var foregået de to parter imellem. Omvendt, vandt Perez valget arrangerede Jose Veiga og Perez det således, at hvis Figo nægtede at skifte, skulle han tilbagebetale knap 165 millioner kroner, således at Perez kunne betale årskortet til de mange madridistas.
Veiga tog imod Perez tilbud, da det virkede som sikre penge. Sandsynligheden, for at Perez blev valgt, var meget lille. Samtidig ønskede han at skaffe Figo en bedre kontrakt hos Barcelona, men på grund af at der ligeledes var valgkamp i FC Barcelona, var der ingen i klubben, der havde autoritet til at give ham en ny kontrakt. Florentino Perez’ tilbud virkede således som den letteste måde at varetage Figos ønske om bedre kontrakt på daværende tidspunkt.
Figos entourage havde dog næppe regnet med, at historien om en aftale med Florentino Perez’ ville nå frem til pressen. Figo blev naturligvis nødt til at benægte enhver aftale, da det ellers ville blive umuligt for ham at forblive i Barcelona. Han prøvede at berolige catalanerne og forsikrede: ”Jeg er ikke så skør, at jeg kunne finde på at lave sådan en aftale. ”
Men det utænkelige skete. Den 16. juli 2000 vandt Florentino Perez’ præsidentvalget med et par 100 stemmer over konkurrenten Lorenzo Sanz. Pludselig var Figos verden af lave. Da Joan Gaspart 6 dage efter vandt valget i FC Barcelona, troppede Figo således op med det samme og bad inderligt Gaspart om at få ham ud af aftalen med Perez.
Gaspart var magtesløs. Betalte han klausulen, for at Figo kunne undgå et skifte til Real Madrid, betalte han praktisk talt for, at madridistaerne kunne se fodbold gratis på Santiago Bernabéu den følgende sæson.
Perez’ havde overlistet Figo, der havde givet sin agent for meget magt til at handle på egen hånd. Luis Figo havde herefter intet valg. Næste sæson skulle han spille i hvidt.
Skiftet betød et kollektivt ramaskrig i Catalonien. Deres elskede stjernespiller var en forræder. Og de ville gøre alt, hvad de kunne for at gøre ham opmærksom på dette. Det viste de efterfølgende El Clásicos med al tydelighed.
Luis Figo kunne således høre knap 100.000 tilskuere på Camp Nous tribuner råbe på hans død. Larmen var ekstrem, lydbølgerne tordnede den ene mere hadefuld end den anden ned mod et enkelt individ på Camp Nous velplejede bane. Så voldsomt, at Figo i et hjælpeløst øjeblik måtte putte fingre i ørerne for at holde bare en anelse af hadet ude.
Hjørnespark udviklede sig til en fadæse, hvor Figo, i et kaotisk virvar af genstande kastet mod ham, forsøgte at få sparket bolden ind i feltet. Flasker, mønter, mobiltelefoner og cykelkæder fandt således vej ned mod hjørneflaget. Endda noget så makabert som et afhugget grisehoved landede for fødderne af den magtesløse Figo. Billedet af grisehovedet ved siden af Figo er efterhånden blevet et symbol på hele transfersagaen, og det had, der er forbundet med det forbudte skifte.
Her 16 år senere lever hadet stadig i bedste velgående. Dette blev bevist, da FC Barcelona – efter larmende protester fra dets tilhængere – bad UEFA fjerne Luis Figo fra et hold, der skulle indeholde tidligere stjerner fra henholdsvis Barcelona og Juventus.
Fra en udefrakommende kan det undre, at Figos skifte i Barcelonatilhængernes øjne var så meget værre end eksempelvis Laudrups, der her år efter er blevet tilgivet. Der er nok flere grunde hertil. Laudrup led under, at der var 4 udlændinge i en trup, hvor kun 3 måtte være på banen samtidig. Ligeledes gik der rygter om hans konflikt med daværende træner, Johan Cruyff. Dette var grunde, der kunne ”forklare” skiftet. Ved Figo fik de ingen.
I stedet så de blot deres altoverskyggende stjerne forlade klubben til fordel for en nyvalgt præsident i form af Florentino Perez, der selvtillidsfuldt havde slået armene ud til madridistaerne og sagt: ’Hvilken spiller vil I have? Figo? Ærkerivalernes stjerne? Intet problem for så magtfuld en klub som vores’. Forestil jer magtesløsheden i Catalonien, da yndlingsspilleren, fænomenet Figo, brød samtlige løfter om at blive i Barcelona, for i stedet at opfylde illusionen om det magtfulde Madrid. Det var utilgiveligt.
De tre artikler i serien illustrerer med al tydelighed, at den sælgende klubs fans sjældent finder, at fjendens farver klæder spilleren, der foretager det forbudte skifte. Derfor er der ikke noget underligt ved, at disse transfers mellem de to spanske giganter er så sjældne. I El Clásicos over 100 år lange historie er der således også kun 20 spillere, der har foretaget det forbudte skifte, og forladt Catalonien for at tage direkte til Madrid eller vice versa.
Den altoverskyggende grund til det enorme had, som spillerne møder på deres gamle hjemmebane, synes dog mere eller mindre at kunne summeres op til en sætning: Vi hader dig, fordi vi elskede dig.
