Ove Pedersen har med øjeblikkelig virkning sagt op som cheftræner i FC Fredericia, og ifølge bold.dk er den rutinerede fodboldfagmand tæt på at overtage tøjlerne i Hobro.
FC Fredericia nåede kun at have glæde af Ove Pedersen i knap et halvt år. I dag har den tidligere OB-træner nemlig valgt at løsrive sig fra den kontrakt, han havde med den jyske fodboldklub, og nu står han på spring til at overtage styringen i en Superliga-klub.
Bold.dk erfarer således, at 61-årige Ove Pedersen tager over i Hobro, som har stået uden cheftræner, siden Jonas Dal i sidste måned valgte at forlade sensationsklubben til fordel for det ledige job i Esbjerg.
FC Fredericias direktør Stig Pedersen har dog kategorisk nægtet at udtale sig i forbindelse med Ove Pedersens pludselige stop.
– Det har jeg ingen kommentarer til, siger Fredericia-direktør Stig Pedersen til bold.dk.
Bold.dk mener at vide, at Ove Pedersen meget snart præsenteres som ny cheftræner i Hobro.








