Der er nogle klubber, man som spiller bare ikke må skifte imellem. Når to ærkerivaler laver en byttehandel, efterlader spilleren ikke blot en klub til fordel for en anden. Han efterlader ligeledes en absolut rasende fanskare, der ikke kan vente med at vise ham deres foragt, vrede og had.
To ærkerivaler, Real Madrid og FC Barcelona, har alligevel solgt og købt op til flere spillere af hinanden. Vi vil i denne korte artikelserie se på tre af de mest spektakulære transfersagaer de to klubber imellem, hvor helt bliver til fjende og på modstanderens bane bliver den absolutte persona non grata.
Det synes meget naturligt at starte med det danske input, vi har til transfersagaerne mellem de to spanske sværvægtere. Vi vil derfor tage et smut tilbage i historiebøgerne og begynde serien med vores egen danske folkehelt, Michael Laudrup. Et uvurderligt medlem af Barcelonas såkaldte ’Dream Team’.
Der var ikke meget på overfladen, der talte for, at Laudrup i 1994 skulle pakke kufferten og flytte ind hos centralmagten i Madrid. Efter 167 kampe for Barcelona, en sejr i Den Europæiske Mesterholdsturnering og fire mesterskaber i streg, var skiftet ikke desto mindre en realitet.
Rygterne om det usandsynlige skifte tog til, efter Michael Laudrup ikke blev valgt til Champions League-finalen i 1994, der blev tabt med hele 4-0 til AC Milan. På trods af at Laudrup havde haft stor succes under hans idol og cheftræner, Johan Cruyff, begyndte der at blive talt om markante uenigheder de to imellem.
Selvom Laudrup dengang tilkendegav konflikten med Cruyff som en medvirkende faktor for skiftet, har han senere fortalt, at dette ikke var årsagen: ”Jeg havde prøvet alt og, under Johan Cruyff – den vigtigste træner jeg nogensinde har spillet for – vandt vi alting. Jeg har hørt historier om, at jeg var blevet uvenner med Cruyff, og andre ting, men intet af det var sandt, intet af det var grunden til, at jeg rejste. ”
I stedet tilkendegav Laudrup, at VM i 1994 var en afgørende faktor. Barcelona havde 12 spillere af sted, og Laudrup mente, at det typisk var svært at vinde noget sæsonen efter, en klub havde haft mange spillere med til en slutrunde. Ligeledes var Laudrup en af de fire udenlandske superstjerner i Barcelona-truppen, der skulle kæmpe om de tre pladser, en La Liga-klub dengang måtte tildele til udenlandske spillere.
Ud fra et fodboldperspektiv gav det således mening for Laudrup at forlade klubben. Men hvorfor til Real Madrid? Havde han valgt enhver anden klub, er der ingen tvivl om, at hvis Laudrup på et tidspunkt skulle vende tilbage til sin gamle hjemmebane, havde samtlige tilskuer på Camp Nou rejst sig og energisk klappet deres elskede hjemvendte søn på banen.
Laudrup forklarer selv, at det var en kombination af manglende tilbud fra England, og det faktum at Real Madrid kun havde få spillere, der skulle deltage i verdensmesterskaberne. Laudrup så et hold med en ny manager, Jorge Valdano, hvor alting var blevet gjort klar til 94/95-sæsonen. Et hold, der var blevet væltet af pinden som Spaniens bedste af deres absolutte ærkerivaler. Et hold, der var desperat og sultent efter atter at vinde og genindtage pladsen som nummer et.
”I fodboldøjemed var det en let beslutning at tage. Men selvfølgelig, så simpelt var det ikke. ” Og han havde ret. Over 20.000 medlemmer af FC Barcelona underskrev et dokument for at få Laudrup til at blive, mens holdkammeraten Pep Guardiola sønderknust bad ham om ikke at skifte.
Lige lidt hjalp det. Laudrup havde taget sin drastiske beslutning. Den 1. juli 1994 foretog en af datidens absolut største fodboldmaestroer det forbudte skifte. Michael Laudrup var Real Madrid-spiller.
Laudrup var derfor klar over, at han ikke ville få en imponerende modtagelse på Camp Nou i tredje sidste spillerunde. Madrilenerne kunne med en sejr sikre sig mesterskabet. På Camp Nou! Enhver catalaners værste mareridt.
Oplevelsen i Barcelona viste sig dog at være forfærdelig for Laudrup, hvor næsten 100.000 buede og piftede af ham, hver gang han havde bolden. Laudrup leverede som følge en elendig præstation og indrømmede efter kampen,
at det var den første gang i hans karriere, at der var ting uden for fodbolden på banen, der havde influeret hans spil.
På trods af nederlaget vandt Real Madrid alligevel mesterskabet det år, og Michael Laudrup blev den første spiller til at vinde La Liga 5 år i træk med to forskellige klubber. En bemærkelsesværdig bedrift af danskeren fra Frederiksberg.
Her mange år senere er Michael Laudrup en af de få spillere, der har foretaget det forbudte skifte, og er blevet tilgivet. Laudrup kunne således spille en mindekamp bestående af det gamle ’Dream Team’ og blive velkommet i Barcelona som en af deres egne.
Hvorfor lige netop Laudrup er blevet tilgivet af catalanerne må stå hen i det uvisse. Måske var det på grund af hans forfærdelige kamp på Camp Nou, der viste, at han stadig holdte af catalanerne. Måske hans altid respektfulde og eksemplariske optræden. Eller måske blot det faktum, at Michael Laudrup var dansker og ikke havde brugt alle sine ungdomsår i klubben og deraf vokset op med den politiske rivalisering mellem Spaniens største mastodonter. I hvert fald blev Michael Laudrup benådet af Camp Nous kræsne publikum.
