United-profil affejer kritik: Vi vil spille offensiv fodbold

United-profil affejer kritik: Vi vil spille offensiv fodbold

842
0
DEL

Daley Blind giver ikke for meget af den massive kritik, der har været af Manchester Uniteds spillestil, og understreger, at holdet ofte skaber mange chancer og ønsker at praktisere en fremadrettet form for fodbold. 

Louis van Gaal har været under gevaldigt pres de seneste måneder. Ikke så meget på grund af de sportslige resultater, for på den konto lever Manchester United op til forventningerne, men mere grundet de manglende mål og den sidelænstrillende tilgang til fodboldspillet.

Daley Blind bakker dog sin landsmand og manager op ved at påpege holdets tilgang, som ifølge den boldsikre forsvarsspiller er særdeles offensiv.

– Jeg synes, at manageren (Louis van Gaal, red.) giver de rigtige svar. Vi ønsker at spille offensiv fodbold. I nogle kampe scorer vi måske ikke så mange mål, men vi skaber chancerne, og hvis man ikke ser kampene, synes man måske, at det er kedeligt, forklarer Daley Blind ifølge Daily Star.

– Men jeg synes, at vi er et hold, der ønsker at spille attraktiv og offensiv fodbold, tilføjer den alsidige hollænder.

I samme interview taler Daley Blind om den specielle atmosfære, der er på Old Trafford, når Champions League-fodbold er på programmet.

– Stadionet har en fantastisk atmosfære. Champions League-aftener er altid anderledes, fortæller Blind og fortsætter:

– Atmosfæren bliver fantastisk, og når man træder ind på banen på ‘Theatre of Dreams’ (kælenavn for Old Trafford, red.), er det en fantastisk følelse, så jeg forsøger at nyde disse øjeblikke.

Manchester United møder i aften PSV Eindhoven i næstsidste spillerunde i Champions League-gruppespillet, og ‘De Røde Djævle’ skal forsøge at revanchere det 2-1-nederlag, som de led i første kamp i Holland.

Alt står åbent i Gruppe B, hvor Manchester United er blevet parret med PSV, Wolfsburg og CSKA Moskva, men englænderne skal selv afgøre deres skæbne i det forjættede land.

INGEN KOMMENTARER