Diego Simeone fortæller, ifølge Goal.com, at den spanske hovedstadsklub går efter sejren i onsdagens Champions League-opgør mod Galatasaray på trods af, at de kun behøver et enkelt point for at avancere fra gruppespillet.
Atletico Madrid indtager andenpladsen i gruppe C med 7 point, mens Galatasaray ligger nummer tre med 4 point, hvilket betyder at spanierne kan nøjes med et uafgjort resultat for at komme videre i turneringen. Alligevel afslører den argentinske træner at man vil gå efter sejren i onsdagens opgør:
– Det bedste i verden er at vinde, og det er det vi har tænkt os at gøre. Før enhver kamp går vi altid efter at vinde. Nogle gange ændrer situationen sig undervejs, men vi går efter sejren.
Atletico er to point efter Benfica på førstepladsen før runde fem i gruppespillet og har altså stadig muligheden for at toppe gruppen. Galatasaray møder op til kampen med Claudio Taffarel som midlertidig træner, da Hamza Hamzaoglu blev fyret i sidste uge.
Simeone understregede, at hans hold må være opmærksomme på tyrkernes offensive styrker:
– Vi har fokus på deres spillere, som alle har stor erfaring. I de seneste to kampe har de scoret seks mål, så vi må ikke undervurdere deres offensiv. Det er rigtigt at de også lukker mange mål ind, men de er et hold, der virkelig spiller deres chance, og de vil gøre alt for at komme videre fra gruppespillet.
Atletico Madrid – Galatasary spilles i aften klokken 20:45 på Vicente Calderón.








