Brøndby-stopper om kontraktforlængelse: Har intet hørt

Brøndby-stopper om kontraktforlængelse: Har intet hørt

991
0
DEL

Martin Albrechtsens kontrakt med Brøndby IF udløber til sommer, men den erfarne midtstopper har intet hørt om en forlængelse. 

35-årige Martin Albrechtsen har spillet sig ind på forsvarspladsen ved siden af selvskrevede Daniel Agger, men hans kontrakt udløber til sommer med vestegnsklubben.

Derfor kunne man måske fristes til at tro, at der blev kigget på en kontraktforlængelse, men hovedpersonen afslører, at han intet har hørt om det.

– Vi har ikke talt så meget endnu, og jeg har endnu ikke fået et udspil. Jeg må se, om Brøndby er interesseret i en ny aftale, eller om der kommer noget andet. Indtil videre forholder jeg mig til, jeg har til sommer, så må vi se, hvad der sker, siger Albrechtsen i et interview med bold.dk.

Martin Albrechtsen fortæller, at han godt kunne se sig selv fortsætte på den københavnske vestegn, men at han må overveje andre tilbud.

– Det ville være nærliggende at blive i klubben, men jeg må se på det, hvis der kommer et tilbud. Det er der jo ingen garanti for. Det kan være, de har andre tanker, men jeg kunne godt se mig selv fortsætte, fortæller forsvarskrumtappen og tilføjer:

– Jeg har fået en masse spilletid på det seneste og er startet inde de sidste mange kampe. Indtil videre tager jeg det stille og roligt. 1. januar kan man tale med andre klubber, og jeg synes, jeg har vist, jeg sagtens kan være med.

Martin Albrechtsen kom til Brøndby IF i 2012 efter et ophold i FC Midtjylland. Den duelstærke midtstopper har også en fortid hos de blå-gules rivaler fra F.C. København, inden eventyret fortsatte i England hos West Brom og Derby.

INGEN KOMMENTARER