Vildt rygte: United forbereder bud på Neymar

Vildt rygte: United forbereder bud på Neymar

890
0
DEL

De røde djævle fra Manchester er angiveligt stærkt interesseret i at hente den storspillende brasilianer til Old Trafford. Hvis dette skifte skal realiseres, skal van Gaal og co. dog have den helt store pengepung frem. 

Den brasilianske stjerne blev i løbet af sommeren rygtet til flere europæiske storklubber, heriblandt Manchester United. Den 23-årige angriber valgte dog som bekendt at blive i det catalanske hos FC Barcelona, hvor han lige siden har haft bragende succes.

Nu er den engelske storklub igen ude med snøren efter den teknisk begavede offensivspiller, og de står angiveligt klar i kulissen med et beløb på astronomiske 144 millioner pund (ca. 1480 millioner kroner, red.), der skal lokke de spanske mestre til at sælge deres stjerneangriber. Dette erfarer talkSPORT.

Mediet erfarer ydermere, at van Gaal skulle være desperat efter at hente endnu en stjernespiller til Old Trafford, selvom Bastian Schweinsteiger ankom så sent som i sommer fra Bayern München. Den hollandske manager har således udset sig Neymar som sin nye stjernespiller.

Van Gaals tropper har i indeværende sæson haft problemer med at få gang i målscoringen, hvor Anthony Martial og Wayne Rooney ikke har løftet deres del af målbyrden. Omvendt har Neymar været i overdådigt målhumør, og det er således blevet til 14 mål og fem assists i 13 La Liga-optrædener.

Især den seneste måned har den vævre landsholdsspiller været storspillende, hvilket også er blevet belønnet med prisen som månedens spiller i november i den spanske liga. Han er i øvrigt den første Barcelona-spiller til at modtage denne pris.

INGEN KOMMENTARER