The Blues’ spanske angriber Diego Costa er ikke afvisende over for et muligt comeback til Atlético Madrid, hvor hele fodboldeuropa fik øjnene op for den hårdtspillende frontløber.
Diego Costa har i denne sæson, ligesom resten af Chelsea-mandskabet, haft yderst svært ved at genfinde mesterskabsformen fra sidste år. Det er således blevet til kun tre mål i 11 Premier League-optrædener for Costa i indeværende sæson. En noget så skarp kontrast til sidste sæson, hvor spanieren scorede 20 mål i 26 ligaoptrædener.
Denne manglende målform har traditionen tro sat gang i rygtemøllen, og denne mølle har taget fart oven på angriberens seneste udtalelser omkring hans fremtid.
– Hvem ved, om jeg vender tilbage til Atlético. Livet tager altid mange drejninger, fortalte den kontroversielle spidsangriber til spanske Onda Cero og fortsætter:
– Se hvor Filipe Luis er. Sandheden er, at jeg ønsker ham det bedste i Atlético, og jeg støtter dem altid.
Der har den seneste tid gået rygter på, at den 27-årige angriber er røget ud i kulden på Stamford Bridge, og i den seneste periode er han da også blevet tildelt en bænkplads op til flere gange.
Det virker dog usandsynligt, at Mourinho vil give slip på sin stjerneangriber taget alternativerne i skikkelse af Radamel Falcao og Loïc Remy i betragtning.








