Det bliver den tidligere Silkeborg-træner, Jesper Sørensen der skal overtage FC Fredericia efter Ove Pedersen, der er rykket til Hobro.
I dag har Fredericia offentliggjort, at de har hentet Jesper Sørensen til klubben som en afløser for Ove Pedersen. Den tidligere AGF-spiller har tidligere hen stået i spidsen for Silkeborg, og så har han en række år på bagen som assistenttræner i netop AGF.
– Jeg er rigtig glad for at være kommet til FC Fredericia. Både klubben og jeg har i sinde at rykke os, og FC Fredericia er en klub, som ikke bare tilbyder rigtig gode muligheder for at kunne udvikle den enkelte spiller, men også mulighederne for at kunne udvikle hele holdet, siger Jesper Sørensen i en pressemeddelelse og han fortsætter;
– Jeg vil gerne stå for noget fodbold, som vi selv finder attraktivt og glæde ved, og hvor alle vil kæmpe for hinanden. Det er der mulighed for her, og jeg glæder mig til at starte i FC Fredericia.
Jesper Sørensen overtager Fredericia på en sjetteplads i Bet25 Ligaen, og nu skal den tidligere AGF-profil forsøge at spille trekantsklubben tættere på oprykning, selvom der lige nu er lang vej.








