Jakob Haugaard lever en tilværelse i Premier League-klubben, hvor han udfylder rollen som reservemålmand. Der fraholder dog ikke den tidligere FC Midtjylland-målmand fra at nyde tilværelsen i den engelske klub.
Det var et noget overraskende skifte, da Jakob Haugaard skiftede tilværelsen i FC Midtjylland ud med en tilværelse i Premier League-klubben. En debut i Premier League er det endnu ikke blevet til, men danskeren har fundet sig til rette.
– Det går rigtig godt herovre. Jeg er faldet virkelig godt til med min lille familie, og jeg nyder at gå på arbejde hver dag, udtaler Haugaard til bold.dk.
– Jeg udvikler mig hver dag til træning og har i de sidste mange uger været med på bænken til vores kampe i Premier League, og det er en oplevelse i sig selv bare at være med dér. Det er stort at være med omkring kampene, og jeg tror på, de oplevelser kan give mig nogle procenter til, når jeg en dag får spilletid i ligaen.
Det fornemme træningsanlæg i Stoke gør kun gode ting for den 23-årige målmand, der trods manglen på spilletid, kan mærke forbedringer.
– Jeg kan virkelig mærke fremgang, og at jeg udvikler mig som spiller. Jeg bliver bedre og bedre af at være her, også selvom jeg ikke spiller kampene.
– Niveauet til træning er helt sindssygt. For det første sparer jeg med Jack Butland og Shay Given. Jack Butland er jo det største unge målmandsnavn herovre og følges i hele Europa, mens Shay Given har en helt enorm erfaring.
– Jeg kan virkelig lære noget af at træne hver dag sammen med et af de største talenter i verden og med en anden, der har spillet så mange år i Premier League. Det er enormt udfordrende at gå til træning hver dag, for der render også nogle markspillere rundt, som presser os målmænd til det yderste, siger Haugaard.
Det er faktisk spillere i hans egen aldersgruppe såsom Xherdan Shaqiri, Ibrahim Afellay og Bojan Krkic, der til dagligt får det bedste ud af Haugaard.
– Nogle gange står jeg til træning med følelsen af, jeg skal levere nogle redninger, jeg nærmest ikke troede var muligt, og som jeg aldrig er blevet tvunget til at levere før, og det skubber også udviklingen i den rigtige retning.
– Jeg har været i samme situation som nu i FC Midtjylland, hvor jeg var reserve til Jonas Lössl, men der stopper sammenligningen også. Alt er meget større i Premier League, og det er noget nemmere at acceptere en reserveplads her end i Superligaen.
– For nogle år siden tog jeg springet fra AB i 1. division til FCM i Superligaen. Det kan godt sammenlignes med det her, at man lige pludselig skal træne under langt mere professionelle forhold med meget dygtigere spillere. Det er meget udviklende, siger målmanden.
Som alle andre professionelle fodboldspillere vil Haugaard gøre alt for at få spilletid, men som tingene står til nu, så er der ingen sure miner hos den tidligere FC Midtjylland-målmand.
– Butland er et lysende talent, og så længe han står, som han gør nu, kan jeg selvfølgelig kun acceptere en plads på bænken. Men jeg går til træning hver dag for at presse ham, for selv at blive bedre og på den måde prøve at vise, at jeg er værd at satse på.
– Jeg er mega motiveret hver dag, jeg kommer til træning, og det er fedt at have det sådan, selvom man ikke spiller. Når der en eller anden dag bliver brug for mig, er det jo også vigtigt, jeg er klar, og det føler jeg, jeg er, når jeg leverer den indsats til træning, som jeg gør hver dag. Det er meget motiverende, og en debut i Premier League er værd at vente på.
Selvom der tilsyneladende ikke er eneste sur mine, at spore hos den danske målmand, så understreger han selv, at hans tålmodighed ikke er uendelig.
– Selvfølgelig kommer der en dag, hvor en situation som denne ikke er holdbar, men som jeg har det nu, har jeg is i maven. Jeg er kun 23 år, som jo ikke er så meget som målmand, og når jeg kan mærke, jeg hver dag tager glad hjem fra træning og føler mig som en bedre målmand, så er jeg tålmodig
Haugaard håber på, han efter nytår får sit store ønske opfyldt.
– I 2016 håber jeg selvfølgelig at få min debut i Premier League. Jeg vil fortsætte på samme måde, som jeg gør nu, for så fortsætter min udvikling i den rigtige retning. Jeg tager det med ro og glæder mig bare over at være en del af det hele herovre. Det er stort.
Jakob Haugaards kontrakt i Stoke løber frem til 2018.








