Remi Garde, der står i spidsen for Aston Villa, har været ude at bekræfte, at han gerne ser Arsenal-back Mathieu Debuchy trække en Villa-trøje over hovedet i dette transfervindue.
Det har været knap med spilletid for Mathieu Debuchy på Arsenals højre back i indeværende sæson, hvor Hector Bellerin har været Arsene Wengers klare førstevalg på denne position.
Dermed spekuleres der i om franskmandens dage i London-klubben er talte. Den 30-årige back skal ihvertfald have mere spilletid, hvis han skal gøre sig nogle forhåbninger om at blive en del af den franske landsholdstrup til sommerens EM-slutrunde.
En klub, der netop kan sørge for dette er Aston Villa. Ihvertfald meldes klubben meget interesseret i den tidligere Newcastle-back. Garde har således været ude at bekræfte, at han har talt med Arsene Wenger om Debuchy og andre spillere.
– For et par dage siden havde jeg en samtale med Arsene Wenger om nogle af spillerne, og Mathieu Debuchy var en af spillerne, afslørede den franske manager torsdag.
Garde vil dog ikke afsløre for meget, da han højst sandsynligt ikke vil stå i samme situation som forleden, hvor han offentliggjorde sin interesse i Chelseas Loïc Remy. Dette faldt ikke i god jord hos Chelsea-manager, Guus Hiddink, der kritiserede Gardes fremgangsmåde.
– Det er for tidligt. Det vil hverken hjælpe mig eller nogle andre at kommentere yderligere på det i dag, tilføjede han.
Villa-managerens normale førstevalg på højre back, Alan Hutton, er i øjeblikket ude med en skade, og derfor ville Debuchys tilgang til klubben med sikkerhed falde i god jord på Villa Park.








