Valencias nykårede cheftræner Gary Neville har fuld tiltro til, at Alvaro Negredo genfinder formen og bliver en afgørende spiller for holdet.
Alvaro Negredo kom efter et svært ophold i Manchester City tilbage i vante rammer – først på en lejeaftale, og sidenhen hentede Valencia ham permanent.
Desværre har den stærke boksspiller været sat ude grundet en skade, som har plaget ham i efterhånden tre måneder. Langsomt er Negredo dog ved at nærme sig et comeback, og hans træner tror på ham.
– Jeg talte med Alvaro (Negredo, red.) før Lyon-kampen, og vi er nødt til at få ham bragt stille og roligt tilbage efter tre måneders pause, siger Gary Neville ifølge Daily Mirror og fortsætter:
– Han bliver stærkere, men det er en proces, og pludselig vil han finde formen. Måske 25 minutter her og der og så 30 eller 35 minutter. Stille og roligt.
– Jeg har tillid til ham, fordi han er en virkelig god spiller og kan hjælpe holdet rigtig meget, tilføjer han afslutningsvis.
30-årige Negredo har kun fået fem La Liga-kampe i denne sæson modsat hans 30 ligakampe i fjor.








