Louis van Gaal forsvarer udlejningen af unge James Wilson med, at han tænker på spillerens bedste.
Torsdag aften blev det en realitet, at Manchester Uniteds akademitalent James Wilson skal tilbringe resten af sæsonen i Championship-klubben Brighton.
Taget Manchester Uniteds scoringsproblemer i betragtning, så er det måske en mærkelig prioritering at sende en af de få angribere, man har i folden, afsted på en lejeaftale, men manager Louis van Gaal har nu givet en begrundelse.
– Jeg har ikke altid udtaget ham til holdet, og jeg tror, det er bedst for ham at spille i den alder end at sidde på bænken eller spille for reserveholdet, forklarer Louis van Gaal ifølge Sky Sports og fortsætter:
– På den korte bane er det måske ikke så godt for Manchester United, men på den lange bane er det bedre. Det er en del af udviklingen af en spiller.
– Vi tror på ham, og hvis vi står og mangler ham, kan vi tilbagekalde ham fra lejeaftalen, tilføjer Manchester United-manageren afslutningsvis.
James Wilson har blot fået et indhop på otte minutter i Premier League i denne sæson, men må formodes at kunne få nogle flere minutter i benene, når han skal tørne ud for Brighton i den næstbedste række resten af sæsonen.








