I går aftes blev det en kendsgerning, at Lionel Messi løb med endnu en Ballon d’Or. Der var sågar tale om den femte af slagsen til den argentinske troldmand. I kølvandet på gårsdagens ceremoni, der fandt sted i den schweiziske hovedstad, Zürich, er stemmerne blevet afsløret.
Duoen, der tilsammen er verdens to ubestridte bedste fodboldspillere, Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, havde ikke stemt på hinanden, hvilket ikke kan overraske nogen.
Faktisk brugte Lionel Messi og Cristiano Ronaldo alle deres tre stemmer på deres respektive holdkammerater.
Lionel Messi havde på den måde kun fundet plads til FC Barcelona-spillere på sin stemmeseddel, men det var ikke Neymar, der stod øverst. I stedet havde Luis Suarez fundet vej til toppen af Lionel Messis stemmeseddel. Luis Suarez blev efterfulgt af netop Neymar og derefter Andres Iniesta.
Ronaldo havde ligeledes kun fundet plads til sine egne holdkammerater på stemmesedlen, som dermed var besat af Real Madrid-spillere. Førstepladsen på Ronaldos stemmeseddel tilhørte Karim Benzema, andenpladsen tilhørte James Rodriguez og tredjepladsen tilhørte Gareth Bale.
Prisen gik dog ikke til nogle af de spillere, der var at finde på de to superstjernes stemmeseddel. Faktisk var kun en fra de to stemmesedler overhovedet med i opløbet, nemlig Neymar. Det blev dog som bekendt Messi, der løb med æren og den gyldne bold.
Det forgangne 2015 har dermed tilhørt Lionel Messi selvom Ronaldo sådan set har scoret flere mål. På trods af dette, så spillede Lionel Messi en enorm rolle da FC Barcelona sikrede sig hele fem trofæer i løbet af 2015, hvorfor det altså var ham, der kunne tage den gyldne bold med hjem efter gårsdagens ceremoni.








