Sambabold.dk stiller skarpt på det danske landsholds skuffende nederlag til Skotland. Nedenfor er listet fem ting, som vi lærte af opgøret i Glasgow.
Åge Hareides landsholdstropper fulgte ikke op på torsdagens flotte 2-1-sejr over Island, da de gæstede Skotland i Glasgow tirsdag aften, men i stedet gik gassen af ballonen, og det øverste lag af eufori sivede.
Danmark tabte med 1-0 efter en frustrerende kommunikationsfejl Daniel Agger og Kasper Schmeichel imellem. De danske drenge fik aldrig spillet til at flyde, og tirsdagens kamp er formentlig en, de helst bare gerne vil glemme hurtigst muligt.
Men hvad med os beskuere, som fulgte slagets gang udefra? Hvad fik vi egentlig ud af kampen? Det stiller Sambabold.dk skarpt på nedenfor med fem ting, vi lærte af Danmarks nederlag til skotterne.
1) Daniel Agger skal glemme sin jubilæumskamp
For 75. gang i karrieren repræsenterede Daniel Agger sit land, og selvom det burde være en mærkedag, man noterer sig, så bør den danske forsvarskrumtap glemme denne dag hurtigst muligt.
Lad os slå det fast én gang for alle uden at lægge fingre imellem: Daniel Agger var skyld i, at Matt Ritchie uden besvær kunne score. Så kan han råbe og skrige nok så meget af Kasper Schmeichel, som ikke gik ud af sit mål, men den der må Brøndby-ikonet altså tage på egen kappe, hvilket han så efterfølgende også gjorde.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det var en generelt skidt dag på kontoret for Daniel Agger, hvis direkte modstandere ofte var et skridt foran. Kaptajnen manglede det vanlige overskud og spillede vel sin værste landsholdskamp i karrieren.
Der er dog brug for en Daniel Agger på et ungt dansk landshold. De lovende talenter har brug for en spiller, de kan læne sig op ad og suge læring til sig fra.
2) Pierre-Emile Højbjergs boldomgang er for langsom
Unge Højbjerg vil mægtig gerne tage ansvar og være spilstyrende, men hans boldomgang er ganske enkelt for langsom, hvilket blev udstillet i Glasgow. Hans mange berøringer på bolden dræner spillet for dynamik og tempo.
Højbjergs rolle på det danske landshold synes noget mere offensiv under Åge Hareide, og det ikke bare fordrer hans fodboldspil, men mindsker også risikoen, når bolden så mistes. På en 6’er-position havde tirsdagens fejl mod Skotland kostet dyrt.
Pierre-Emile Højbjerg skal dog roses for altid at vise sig som en initiativrig spilstyrer og ikke bare endnu en ny alibispiller. Fejlene var da heller ingenlunde graverende på Hampden Park, og det er forventeligt, at en ung spiller laver fejl, men det efterlader alligevel nogle ubesvarede spørgsmål, hvis han for fremtiden er tiltænkt som en toneangivende playmaker, som spillet skal dikteres fra.
3) Euforien omkring Åge Hareide og hans 3-5-2-system lagde sig for en stund
Euforien efter sejren over Island i torsdags var ikke til at tage fejl af. Åge Hareide var kommet med noget nyt, noget inspirerende, som kunne fordre unge, energiske offensivspillere. Men tirsdagens skuffende nederlag i Glasgow kostede på den konto, og masser spørgsmål står ubesvaret tilbage.
Hvordan skal det fremtidige landshold tegnes? Det er det første og mest centrale spørgsmål på danskernes læber. Det pibler frem med danske kantspillere med fart, tekniske færdigheder og kreative indslag, men de kan ingen rolle spille, hvis Åge Hareides 3-5-2-system er kommet for at blive.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der er masser fordele ved 3-5-2-systemet, men det kræver dynamiske løb med og uden bold, et velfungerende genpres og rette positioneringer, så man ikke straffes på defensive omstillinger. Åge Hareide er som sådan heller ikke en træner, der har dedikeret sig til denne talformation – tværtimod har han primært praktiseret en offensiv udgave af et 4-3-3-system – og 3-5-2-kombinationen bliver formentlig også et system, der implementeres i en glidende overgang, så man kan benytte sig af den mod de rette modstandere.
Lad os i det mindste håbe det, for taktikken virkede ikke efter hensigten mod et skotsk hold, som kendte deres besøgelsestid og var svære at læse, og Åge Hareide er en erklæret offensiv træner, som først og fremmest tænker på, hvordan man agerer med bolden og ikke reagerer på modstanderen. Derfor skal normanden sørge for at få udklækket den næste generation af kommende landsholdsstjerner, og det gør han ved at lægge en taktik og spillestil, som flugter med deres kvaliteter og spidskompetencer.
4) Yussuf Poulsen mangler stadig international klasse
Det var dejligt forfriskende at se en dansk landstræner, der – modsat Morten Olsen – udelod voksenbarnet Nicklas Bendtner. Hans seneste landskamp i nationalarenaen Telia Parken var så tåkrummende pinlig, at det ikke ville være forsvarligt igen at sætte ham på banen, når spilletiden har været endnu mere knap nu end tidligere i Wolfsburg, som synes at have givet fuldstændig op med hensyn til Bendtner.
Yussuf Poulsen besidder nogle åbenlyse fysiske kvaliteter, men på det tekniske barometer halter han forsat langt efter, og det kom atter til udtryk i tirsdagens kamp mod Skotland. Derudover mangler han træfsikkerhed og beslutsomhed foran mål – bedst eksemplificeret ved første halvlegs gigantiske chance, som han ikke fik afsluttet på.
Danmark er i mangel af dygtige angribere, og derfor kan man ikke klandre en landstræner for at prøve sig med en lovende gut som Yussuf Poulsen, men der er fortsat lang vej til international topklasse.
5) Thomas Delaney er kommet for at blive
F.C. København-anføreren bliver en nøglefigur på det danske A-landshold. Det meldte Åge Hareide offentligt ud allerede efter få dages træning med ham.
Det er dog ikke kun Åge Hareides forelskelse i fodboldspilleren Thomas Delaney, der taler for, at han har en lys fremtid i den rød-hvide dragt. Der er blevet lagt så meget på Delaneys spil rent offensivt. Han er initiativrig, aldrig bange for at slå sig, han kommer med i feltet for at udgøre en trussel i luftrummet, og så er han en leder.
Det er svært at komme i tanke om en dansk spiller, der har taget en så gennemgående og rivende en udvikling på bare ét år. Det er slet ikke utænkeligt, at KB-drengen løber rundt med landsholdets anførerbind om nogle år.
24-årige Delaney var da også en af banens bedste spillere på Hampden Parks regnvåde bane tirsdag aften. Der blev som sædvanligt gået til stålet, og så udgjorde han en trussel i modstanderens felt med sin imponerende springstyrke. Det er nærmest ufatteligt, hvor højt Thomas Delaneys 182 centimeter lange krop kan stige til vejrs.
