Den polske fodboldjournalist Maciej Slominski siger, at Brøndbys nyindkøb kan blive en succes, men at intet er sikkert med Wilczek.
Brøndby hentede for nyligt topscoreren fra den polske liga. Umiddelbart et godt køb; venstrebenet, god afslutter og god i de små områder omkring målfeltet. Nu sår en polsk journalist dog tvivl om angriberens evner:
– Hvis træneren og hans holdkammerater viser tillid til ham, får han måske succes i Danmark, siger Maciej Slominski ifølge Jyllands-Posten.
Ser man nærmere på Wilczeks præstationer virker det også usikkert om købet bliver en succes eller en fiasko.
I sæsonen 2014/2015 scorede han 20 mål for Piast Gliwice i Polen, og her kom succesen bag på de fleste:
– Hans mange mål fra sidste sæson var en stor overraskelse for alle inklusive mig selv. Måske hang det sammen med, at hans kontrakt udløb sidste sommer, for han har aldrig før vist sådan en scoringsstime. I sæsonen før lavede han ni mål, forklarer Maciej Slominski.
Læs også: Nyindkøbt Brøndby-angriber: Har allerede hørt rigtig meget godt om fansene
Ligaen blev udvidet inden den seneste sæson, hvilket nok har haft betydning for den store stigning i mål fra Wilczek:
– Man skal huske, at de 20 mål blev lavet i en sæson med 37 kampe. Den polske liga deles nu efter 30 kampe, fortæller Slominski.
Brøndby må altså håbe at Wilczek finder målformen frem og at det ikke blot var en enlig svale med de 20 sæsonscoringer.