Manchester United-manager Louis van Gaal understreger, at han var ganske tilfreds med holdets indsats i første halvleg, men erkender, at nederlaget er skuffende.
Lørdag aften gjorde oprykkerne fra Bournemouth livet endnu værre for Manchester Uniteds fans, da de besejrede ‘The Red Devils’ med 2-1, efter at de i midtugen var blevet kylet ud af Champions League som følge af et 3-2-nederlag til Wolfsburg.
Nederlaget smerter, men nu er det vigtigt at bevare fokus, understreger Louis van Gaal.
Læs også: Uerfarent United-hold led nederlag til oprykkere
– At tabe to i streg er skuffende. Nu skal vi forblive i en position i toppen og blive ved med at kæmpe, siger Louis van Gaal ifølge BBC.
– Nu har vi tre kampe i træk for at hænge på i toppen efter jul, fortsætter Manchester United-manageren.
Da hollænderen blev spurgt ind til, hvorvidt Manchester United fortsat har muligheden for at kæmpe med om titlen, svarede han således:
– Vi har muligheden for at gøre det, men vi befinder os i en svær situation grundet skader. Vi er nødt til at stille med en masse unge spillere, som har spillet godt, men vi er nødt til at gøre noget nyt, fordi vi har tabt to kampe i træk, forklarer Louis van Gaal.
Læs også: Efterårets bedste elleve i Alka Superligaen
Manchester United-manageren tror fortsat på sit hold, fordi spillerne ikke har mistet modet og viljen til at ville kæmpe, og så var han egentlig ganske tilfreds med første halvleg mod Bournemouth.
– Man er nødt til at præstere på en bestemt måde. Jeg var tilfreds med det, jeg så i første halvleg. For mig er det vigtigste engagementet hos mine spillere, så vi kan præstere, som vi har aftalt, og jeg kan kun sige, at de ønsker at gøre det, understreger han til slut.
Manchester United kan bliver overhalet af Tottenham i tabellen, hvis London-klubben vinder deres kamp i dag over Newcastle. En sejr til Pochettinos tropper vil betyde, at ‘The Red Devils’ dumper ned på en femteplads.








