Den 6. januar er først og fremmest helligtrekongersdag, men det var også dagen, hvor FC Barcelona tørnede sammen med lokalrivalerne i den spanske pokalturnering. Netop hellig tre konger skulle vise sig at være meget sigende for FC Barcelona, der startede med deres tre konger, Neymar, Suarez og Messi, på toppen. Derudover var der også blevet plads til en debuterende Arda Turan i startopstillingen.
Det kunne næsten kun udvikle sig i en spændende retning, da FC Barcelona tog imod lokalrivalerne fra Espanyol på Camp Nou. Det seneste, indbyrdes opgør blev spillet allerede i lørdags, hvor kampen, på Espanyols hjemmebane, endte 0-0. Der var tale om et mere end intenst opgør, hvor især Espanyol gik til makronerne. Det var også tydeligt, fra begyndelsen af aftenens kamp, at Barcelona-fansene på det næsten fyldte Camp Nou var hidsige på deres gæster.
Allerede efter otte minutters spil fik man indtryk af, at det kun ville være et spørgsmål om tid før hjemmeholdet ville score. De var således meget tæt på, at gøre det onde ved Espanyol inden der overhovedet var spillet 10 minutter.
Det var tydeligt, hvad Barcelona ville med kampen. De ville spille offensivt og simpelthen revanchere det uafgjorte resultat fra forleden ved at køre gæsterne over.
Efter ni minutters spil skete så det, der for alt i verden ikke måtte ske for FC Barcelona. Gæsterne scorede kampens første mål på Camp Nou. I de otte foregående opgør var Espanyol faktisk kun kommet på måltavlen i to af opgørene, så scoringen var en bedrift i sig selv.
Føringen fik dog kun lov til at holde i godt fire minutter før Lionel Messi udlignede for hjemmeholdet. Der var tale om hans mål nummer 14 imod Espanyol. Det tegnede i sandhed til at blive et rødglødende opgør.
Efter et kvarters spil var det, trods gæsternes scoring, tydeligt hvem, der sad på kampen. På det første kvarter havde Barcelona således over 70 % af boldbesiddelsen samt haft seks målforsøg. Gæsternes eneste chance i kampen, indtil det første kvarter vel at mærke, var situationen, hvor de også kom på måltavlen.
Espanyol formåede ikke at få det spil til at fungere, som skaffede dem 0-0-resultatet fra i lørdags. I lørdags lykkedes de med at sætte gæsterne under pres, afbryde deres spil og vigtigst af alt lykkedes de med at spille et fysisk spil, som Barcelona ikke var i stand til at spille.
I løbet af kampens første 20 minutter var gæsternes forsøg på at spille fysisk mod værterne foreløbig endt med to gule kort. Det var tydeligt, at kampens dommer var langt mindre overbærende end det var tilfældet i lørdagens opgør. Når det så er sagt, så var dommeren langt fra ivrig efter at fløjte til fordel for Barcelona. Neymar blev således snydt for et straffespark i kampens 24. minut.
Rent historisk har dommeren tilsyneladende også haft en tårn i øjet på FC Barcelona. I forbindelse med deres sidste nederlag på hjemmebane imod Malaga, hvor kampens dommer ligeledes var på plads, fik Barcelona blandt meget andet underkendt et mål for en offside, som ikke var der.
For igen at vende tilbage til lørdagens opgør, så var det uden tvivl Neymar, der fik flest tæsk. Espanyol-spillerne var stadig hårde ved Neymar, der til sidst fik nok. Efter endnu en hård duel med en Espanyol-forsvarer, sendte Neymar et lille frustrationsspark afsted mod sin modstander, hvilket ganske naturligt blev belønnet med et gult kort til brasilianeren.
Da der var spillet omkring 40 minutter blev der for alvor sat en tyk streg under, at der altså var tale om et intentst lokalopgør. Gæsternes stjerneangriber, Caicedo, tog sig til baglåret efter et sammenstød og lagde sig efterfølgende ned. Han blev hjulpet fra banen, men vendte tilbage efter kort tid for bare, at lægge sig ned igen, hvilket resulterede i mange skænderier og meget tumult.
Efter føromtalte hændelse blev der virkelig skruet op for blusset indtil halvleg. Spillerne var konstant i klammeri med hinanden og ukvemsord røg konstant fra tribunerne og ned mod spillerne op banen.
I de ganske sidste minutter af første halvleg skulle hjemmeholdets massive overtag resultere i et mål. Igen var det Lionel Messi som, med en fremragende afslutning, denne gang bragte Barcelona foran. Der var i øvrigt tale om et drøn af et frisparksmål. Ganske enkelt fremragende mål fra den lille argentiner. Som om det ikke var nok, at frisparket blev eksekveret langt fra mål, så ramte bolden også overliggeren på vej ind i målet.
Der skulle dog også nå at komme mere tumult inden halvleg. Denne gang var det mellem Luis Suarez og gæsternes målmand, Pau, der begge fik tildelt et gult kort for episoden. I forbindelse med scoringen til 2-1 var Suarez også henne og sige noget til Pau, som han heller ikke var helt tilfreds med, så der noget i gære mellem de to.
FC Barcelona kom flyvende ud til anden halvleg og skulle såmænd heller ikke bruge mere end fire minutter før bolden igen røg i Espanyol-målet. Denne gang var det Pique, der havde fundet vej til Espanyol-feltet, hvor han efter et glimrende opspil kunne prikke bolden ind.
Værd er det også at bemærke, at debutanten, Arda Turan, havde været ganske usynlig i kampen indtil videre.
Gæsterne fortsatte deres voldsomme spil, som også skaffede Espanyol deres fjerde gule kort i kampen efter 52 minutters spil. Denne gang var det den defensive midtbanespiller, Diop, som gik alt for hårdt til Busquets.
I den første halvdel af anden halvleg sad FC Barcelona på alt. Efter 68 minutters spil skulle vi også få dagens anden debutant på banen. Alex Vidal overtog rollen som Barcelonas back-spiller fra Dani Alves, der blev pillet ud. I samme ombæring blev dagens første debutant, Arda Turan, også pillet ud. Han havde, på nær et par vellykkede aktioner, været en skygge af sig selv. Det var tydeligt, at han ikke var klar til en hel kamp på banen. Han var så at sige langt fra den Turan, man kunne nyde i Atletico Madrid.
Espanyols sjette gule kort, der også skulle medfører et rødt kort, blev givet efter 72 minutters spil. Det var Perez fra Espanyol, der måtte forlade banen efter hans andet gule kort, som oven i købet kom 13 minutter efter det første. Perez var en af de offensive nøglefigurer i lørdagens opgør, men nu sørgede midtbanespilleren fra Paraguay for totalt at udelukke chancen for eventuelt at få noget med hjem fra kampen.
Efter 76 minutter, altså kun fire minutter efter kampens første røde kort, skulle Espanyol få et til. Der var tale om Diop, der godt nok havde fået et gult kort tidligere i kampen, men altså måtte affinde sig med et direkte rødt kort. Situationen var dog lidt mystifistisk. Tilsyneladende sagde Luis Suarez et eller andet til Diop, der fik ham til at svare igen. Dommeren stod få meter fra begge parter og burde derfor kunne høre, hvad der blev sagt. Suarez’ udtalelser reagerede dommeren ikke på, men Diops svar resulterede i et direkte rødt kort.
I slutningen kogte kampen dog fuldstændig over. Der opstod en del tumult i Espanyols felt. Der var igen blevet gået hårdt til Neymar, hvorfor Messi nærmest røg i slagsmål med synderen, Espanyols centrale forsvarsspiller, Roco.
En mand, som i sandhed kunne finde ud af at misbruge chancer i aftenens kamp, var Luis Suarez. Han misbrugte den ene chance efter den anden, hvilket også, som beskrevet tidligere, resulterede i en del klammeri med Pau i Espanyol-målet, som tilsyneladende altid havde en bemærkning klar til Suarez, når han altså brændte en chance.
Efter 88 minutters spil blev styrkeforholdet for alvor banket på plads. Barcelona formåede at udnytte deres overtal ved at sætte Neymar i scene til at score 4-1-målet. På trods af alt det håndgemæng, der havde været i anden halvleg, så var der “kun” lagt fire minutter til kampen, der sluttede 4-1. I kampens sidste sekunder misbrugte Luis Suarez endnu en kæmpe-chance, hvilket var meget sigende for hans manglende skarphed, der havde hersket i hele kampen.
Resultatet 4-1 giver altså Barcelona et mere end solidt udgangspunkt for returopgøret, der spilles på næste onsdag. Hen mod slutningen på det intense opgør stod alle de tilstedeværende på stadion op. Det var tydeligt, at der ikke kun var tale om en Copa del Rey-kamp, men derimod et derby. Der var, som også sagt før, tale om en intens affære, i ordets stærkeste betydning. 13 kort var blevet uddelt, hvoraf to dem var røde.








