Brøndby opjusterer forventingerne efter økonomisk fremgang

Brøndby opjusterer forventingerne efter økonomisk fremgang

1049
0
DEL

Brøndby IF forventer et bedre årsregnskab, efter at klubben har mærket betydelige fremskridt i økonomien. 

Vestegnsklubben har været en værre økonomisk rodebutik gennem de seneste mange år med minus på driftsiden, men ledelsen kan nu fremlægge en ganske opmuntrende kurs, der viser, at Brøndby er på ret køl økonomisk set.

Således præsenterer Brøndby IF et regnskab for årets første ni måneder, som er det bedste, selskabet har kunnet præstere, siden de i 2007 begyndte at offentliggøre kvartalsrapporter, og det har medført, at bestyrelsen har valgt at opjustere forventningerne til årsresultatet.

– Vi er tilfredse med, at vi fortsætter vores fremgang i store dele af vores kerneforretning. Vores sponsorindtægter er i årets første ni måneder steget med 27,3 %, ligesom vores entré- og tv-indtægter er steget med 16,7 %, forklarer CFO i Brøndby IF, Jesper Jørgensen, og fortsætter:

– Når vi ser på vores samlede forretning i årets første ni måneder, så løfter vi nettoomsætningen med hele 10 %, mens vi samtidig formår at reducere vores omkostninger. På denne baggrund opjusterer vi forventningerne til årets resultat for 2015 til et underskud i niveauet 14 – 19 mio. kr. før skat, hvor det før lød på et minus mellem 15 og 25 mio. kr.

Ser man bort fra den nedlukkede aktivitet i Brøndby Food&Mind A/S, så har klubben haft en omsætningsfremgang på 20 % i forhold til samme tidsperiode i 2014.

Derudover er det samlede resultat før skat forbedret med i alt 17,4 millioner kroner sammenlignet med de første ni måneder af sidste år.

Til gengæld udgjorde den likvide beholdning 9,3 millioner kroner ved afslutningen af tredje kvartal, hvilket ikke indfrier målsætningen i ‘Vision 2017’. Det skyldes dog i høj grad de øgede investeringer på transfersiden for at opruste spillertruppen.

– Resultatet viser, at de tiltag og justeringer, vi løbende har foretaget de sidste par år for at aktivere og engagere os med vores samarbejdspartnere, sponsorer og nationale fanbase, har den ønskede effekt på vores forretning. Men vi skal blive endnu skarpere i vores måde at drive forretning på, så vores likviditet ligeledes kan blive stærkere, skriver klubben på sin hjemmeside.

– Som klub er vi i en unik position i dansk fodbold, da vi har så mange fans fordelt i hele landet, og det er denne fanbase, som vi skal have endnu tættere på vores samarbejdspartnere. Det har krævet hårdt arbejde at komme så langt på så kort tid, og vi er fuldt ud bevidste om, at det fortsat vil kræve målrettet fokus og hårdt arbejde at komme i mål med de kommercielle mål i Vision 2017, står der uddybende til slut.

 

INGEN KOMMENTARER