Jose Mourinho er efterhånden en særdeles omstridt herre. Han er blevet sablet ned i medierne igen og igen. Han har, sammen med resten af Chelsea-mandskabet, på ingen måde formået at leve op til den førsteplads, klubben ellers sluttede på i sidste sæson. Der har flere gange svirret rygter om en fyring, men det er ikke sket. Ifølge Daily Mail vil der også være tale om en meget dyr affære.
I kølvandet på Chelseas Premier League-mesterskab i sidste sæson blev Mourinhos kontrakt med London-klubben forlænget helt frem til sommeren 2019. Dette betyder, at det vil blive usandsynlig dyrt, hvis klub-ejeren, Roman Abramovich, skulle få lyst til at fyre den karismatiske træner.
Omkring 410 millioner kroner skal den russiske rigmand have op af pungen, hvis han vil af med Jose Mourinho. Det har alligevel undret mange, at Mourinho stadig sidder på cheftræner-posten. Han har således tabt ni kampe i denne sæson og ligger i skrivende stund kun et enkelt point over nedrykningsstregen.
Noget kunne dog være under opsejling. Ifølge Daily Mails oplysninger, så har Abramovich indkaldt til et bestyrrelsesmøde, der skal finde sted inden længe, hvor Jose Mourinho altså skulle stå på programmet.
Abramovich er dog, set i bakspejlet, ingenlunde bange for at smide seriøse summer på bordet for at få sin vilje. I 2007, hvor Mourinho også blev afskediget i Chelsea, måtte den stenrige russer smide hele 160 millioner og en Ferrari efter den portugisiske træner.
Situationen er dog sandsynligvis en anden denne gang, hvor beløbet altså skulle være næsten tre gange så stort. Hovedpersonen selv vil dog gerne blive i Chelsea, som han fortalte til pressen efter weekendens nederlag til Leicester.
– Jeg har tydeligvis ingen tvivl. Og jeg tror, at I kender mig godt nok til at vide, at jeg ikke er bange for en stor udfordring. Jeg vil gerne blive. Jeg håber, at hr. Abramovich og bestyrelsen vil have mig til at blive. For det vil jeg gerne.
Hvis det viser sig at være op til bestyrelsen, hvorvidt Jose Mourinhos dage i trænersædet hos Chelsea snart er talte, så kan portugiseren hurtigt komme i problemer. Det er tilsyneladende en sølle opbakning Jose Mourinho har fra bestyrelsens side. Hans genansættelse i sommeren 2013 kom således kun i stand efter en kneben afstemning i bestyrelsen, der endte 3-2 i Mourinhos favør.








