Klubben fra Vestegnen har gennemgået nogle skelsættende timer her til morgen, med fyringen af bestyrelsesformand Søren Vadmand og cheftræner Thomas Frank. Nu offentliggøre de så et årsregnskab med et underskud på 17 millioner kroner.
Brøndby IF havde i 2014 et underskud på 153,1 millioner kroner, og man stiller sig derfor tilfredse med et underskud på 17 millioner for regnskabsåret 2015. Omsætningen steg i samme omgang med 14,2 %.
Administrerende direktør Jesper Jørgensen udtaler i en selskabsmeddelelse:
– Årets resultat for 2015, der er realiseret med -17,0 mio. kr. (2014: -153,1 mio. kr.), er tilfredsstillende, og i overensstemmelse med de seneste udmeldte forventninger om et resultat før skat i niveauet minus 14-19 mio. kroner.
Læs også: Thomas Frank fritstilles i Brøndby
– Brøndby IF følger fortsat planerne og målsætningerne i “Vision 2017” og har på mange punkter i 2015 leveret i overensstemmelse med vores strategi, udtaler han til klubbens hjemmeside.
Samtidig udtaler direktøren, at Brøndby forventer underskud igen i 2016:
– Resultatet før skat for 2016 forventes at ligge i niveauet minus 15-25 mio. kr.
Brøndbys forventninger til regnskabet bygger på følgende sportslige resultater:
- Brøndby IF slutter i top 3 af Alka Superligaen 2015/16 ved sæsonafslutningen i maj 2016.
- Brøndby IF er fortsat i top 3 af Alka Superligaen i 2. halvår 2016.
- Brøndby IF realiserer netto transferindtægter i niveauet 17 mio. kr. i sommeren 2016.