I forbindelse med julen har vi her på Sambabold.dk søsat en adventskalender. Denne adventskalender er et historisk tilbageblik, hvor der vil blive stillet skarpt på nogle af de begivenheder, der har haft størst betydning og har været mest skelsættende for fodbolden som sport. Kalenderen vil blive udgivet hver søndag klokken 18:00 i bedste julekalender-sendetid. Vi starter i dag med perioden 1930-1949. God fornøjelse og glædelig jul!
Det første VM nogensinde (1930):
Det første verdensmesterskab i fodbold løb af stablen i 1930. Det blev afholdt i Uruguay, hvilket betød en utrolig lang og besværlig rejse for de europæiske lande, hvorfor mange af dem ganske enkelt blev væk. Rejse- og hoteludgifterne blev i øvrigt betalt af Uruguay, der havde været så ivrige for at blive værter for historiens første VM, at de havde givet den slags løfter. Der var kun fire lande fra Europa, der deltog i slutrunden. Frankrig, Jugoslavien, Rumænien og Belgien var Europas bidrag til verdens første VM-slutrunde. Rejsen fra Europa til det sydamerikanske land foregik oftest med skib fra Frankrig. En rejse, der tog 15 dage. Slutrunden bød på mange børnesygdomme. For eksempel kampen mellem Frankrig og Argentina, der endte med at blive fløjtet af seks minutter for tidligt. Det var værtsnationen selv, der vandt VM-pokalen. Efter en målrig finalekamp mod Argentina kunne direktøren for Uruguays fodboldforbund modtage prisen. Uruguay vandt finalen 4-2. Finalen var på alle mulige måder speciel. For eksempel manglede målscoren til 4-2 det meste af hans arm. Derudover var kampens dommer, i dagens anledning, klædt i jakkesæt og slips.
Celtic-målmand død i kamp (1931):
Kampen, der i øvrigt var et Old Firm-derby mellem Glasgow Rangers og Celtic, kom til at byde på et dødsfald på banen. Kort efter halvleg fik Celtic-målmanden John Thomson et kraniebrud, som han senere på dagen døde af. Kraniebruddet kom efter et sammenstød mellem Rangers-spilleren Sam English og altså målmanden fra Celtic. Sammenstødet kunne udvikle sig fatalt fordi John Thomson blev ramt i hovedet af Sam Englishs knæ. Han var allerede livløs da han blev båret fra banen, men døde altså først senere på dagen. John Thomsons grav er i øvrigt, selv i vore dage, et yndet udflugtsmål for Celtic-fans, der i udpræget grad anser John Thomson som en legende.
Diktator bruger fodbolden som reklame (1932):
I 1932 skulle det afgøres, hvor historiens anden VM-slutrunde skulle afholdes. Italien, der også havde været med i opløbet om at afholde det første VM, vandt æren og fik altså lov til at være værter for historiens anden VM-slutrunde. Helt fra begyndelsen var det forventet at den italienske fører, Benito Mussolini, ville bruge VM-slutrunden politisk, hvilket også kom til at holde stik. Allerede i 1932, hvor Mussolinis berygtede tropper, der altid var iført sorte skjorter, vogtede VM-trofæet, var starten på bekymringerne gået. Italienerne skulle oven i købet vise sig at vinde slutrunden, hvilket i manges øjne satte en streg under Mussolinis ”ideal-samfund”, der dog byggede på fascistiske idealer og politisk terror rettet mod Mussolinis modstandere. En række meget kontroversielle dommer-kendelser var i øvrigt grundlag for italienernes VM-sejr.
Spillerne får numre på ryggen (1933):
I 1933 blev et af de mest karakteristiske kendetegn ved en fodbold-trøje i dag indført, nemlig numrene på ryggen. Dengang var der dog ingenlunde frit valg på alle hylder. I den første kamp, hvor numrene kom i aktion, havde det ene hold nummer 1 til 11 på ryggen, mens det andet hold havde nummer 12 til 22. kampen var i øvrigt FA Cup-finalen, der fandt sted den29. april 1933 og blev spillet på Wembley foran 92.950 mennesker, der altså blev de første vidner til den første registrerede kamp, hvor spillerne bar numre på ryggen.
Tyskland udelukker jøder fra fodbolden (1933):
Det tyske fodboldforbund DFB udelukkede, straks efter at Adolf Hitler kom til magten i 1933, jøder fra at deltage i alle fodbold-relaterede aktiviteter. De måtte ikke spille professionel fodbold, de måtte ikke være sponsorere til professionel fodbold og så videre. Mange tidligere, professionelle fodboldspillere skulle endda komme til at lade livet i nazisternes lejre. Hele 40.000 jøder var, i 1933, aktive i Tysklands fodboldklubber. Ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 levede blot nogle få tusinde jøder i Tyskland som helhed. Dette sorte kapitel i fodboldens historier har sat gang i rygter om, hvorvidt DFB sympatiserede med Hitlers regime.
Et europæisk VM (1934):
I 1934 skulle historiens anden VM-slutrunde, som sagt tidligere, afvikles i Italien. I forbindelse med den første slutrunde i 1930, der blev afholdt i Uruguay, valgte mange europæiske lande at blive væk. Grunden var, i langt de fleste tilfælde, den umådeligt lange rejse til det sydamerikanske land. Det omvendte gjorde sig gældende i 1934, hvor de fleste sydamerikanske lande blev væk. Selv de forsvarende verdensmestre fra Uruguay var ikke at finde blandt de deltagende lande. De få, sydamerikanske lande, der trods alt havde taget den lange rejse til Europa og Italien kunne dog hurtigt tage den lange rejse hjem igen. Turneringen blev afviklet ved hjælp af knald eller fald-kampe, hvilket betød at de sydamerikanske lande, der alle tabte deres kampe i første runde, var ude af verdensmesterskabet, der dermed mest var en europæisk affære.
La Liga suspenderes (1936):
Spanien blev kastet ud i en blodig borgerkrig i 1936. Landet blev splittet op og blandt de mange ofre i krigen stod fodbolden. En national liga kunne ikke, som hidtil, opretholdes. Det var dog ingenlunde slut med fodbold i Spanien, på trods af at den nationale liga blev nedlagt. En række regionale mesterskaber skød op i stedet for. Det dominerende hold i Spanien på daværende tidspunkt, Atletico Madrid, søgte sammen med naboerne og storholdet Real Madrid om optagelse i denne regional liga, men blev stemt ned af FC Barcelona, der altså satte hælene i jorden.
Nazi-Tyskland ydmyget i egen hule (1936):
Knap tre år efter den skammelige udelukkelse af jøder fra tysk fodbold, skulle Tyskland afholde OL, hvor fodbold selvfølgelig stod på programmet. Forventningerne i Tyskland var høje. De var sikre på, at deres ariske, racerene landshold ville skyde til tops. Dette kom dog ikke til at ske i den virkelige verden. Det tyske landshold fik bøllebank af Norge. En sjov historie fra kampen er at Adolf Hitler i halvlegen, hvor Tyskland i øvrigt var bagud 2-0, pludselig kom i tanke om, at han hellere ville se roning, hvorfor han altså forlod stadion. I sidste ende kom det norske landshold desuden på sejrsskamlen, dog ikke øverst. En tredjeplads og en bronzemedalje skulle det blive til. Vinderne af den olympiske fodboldturnering blev desuden Italien, der som bekendt også vandt VM i 1934.
Fodbold på skærmen (1938):
I 1938, nærmere bestemt den 30. april, skulle FA Cup-finalen endnu engang danne ramme om en historisk begivenhed. Først var det, som beskrevet tidlgere, numre bag på trøjerne i 1933. Nu var turen kommet til tv-transmittering. Kampen blev således transmitteret til de få udvalgte, der på daværende tidspunkt ejede et tv-apparat. Denne begivenhed skulle som bekendt blive startskuddet til, at vi i dag kan se stort set alle, store fodboldkampe hjemme i stuerne. Enten ved hjælp af tv’et, der i mellemtiden er blevet hvermandseje, eller de mere moderne streamingtjenester. Selve kampen, der stod mellem Preston North End og Huttersfield. En kamp der, desværre for tilskuerne og tv-seerne var en kedelig affære, der måtte ud i forlænget spilletid efter 90 målløse minutter. Kampens kommentator gik endda så vidt som at sige, at hvis der overhovedet blev scoret et mål, så ville han æde hans hat. Få minutter efter kom Preston North End nemlig foran. Målet endte desuden med at blive afgørende, da Preston North End vandt kampen 1-0 efter den forlængede spilletid.
VM i Frankrig (1938):
I 1938 var det for tredje gang blevet tid til et verdensmesterskab i fodbold. Denne gang udspillede det sig i Frankrig. Italien skulle endnu engang vise sig, at være for stor en mundfuld for selv de største modstandere. Selv Brasilien, der var slutrundens store overraskelse, løb ind i en italiensk afklapsning i semifinalen. Italienerne skulle vise sig at gå hele vejen, hvorfor de altså kunne løfte VM-trofæet for anden gang i træk. De italienske spillere insisterede i øvrigt på, før hver kamp, at løfte højre arm i en hilsen til det fascistiske styre i Italien. Hver eneste gang blev dette ritual mødt med pift og råb. Ikke desto mindre viste italienerne sig endnu engang overlegende på fodbold-scenen. De kunne nu prale af en VM-pokal fra 1934, en OL-guldmedalje fra 1936 og endnu en VM-pokal fra 1938. Den italienske landstræner gennem alle disse år, Vittorio Pozzo, opnåede desuden legende-status i Italien, hvor han stadig anses som en folkehelt, på trods af de politiske omstændigheder omkring hans tid som landstræner.
Anden Verdenskrig (1939-1945):
Anden Verdenskrig er på alle tænkelige punkter et mørkt og dystert kapitel i verdenshistorien. Dette gik også udover fodbolden, der i løbet af de seks år krigen rasede, var sat på pause. Dette betød blandt meget andet, at VM ikke gentog sig, som det var blevet tradition, hvert fjerde år. Der skulle egentlig have været afholdt VM i 1942, men det skulle altså vise sig ikke at blive til noget på grund af den frygtelige krig. Der blev dog i løbet af krigen afviklet fodboldkampe, blandt andet i England og Spanien, men ikke noget at skrive hjem om, da de fleste andre lande kun havde fokus på krigen.
Tragedien på Burnden Park (1946):
Verden og Europa var dårligt nok trådt ud af krigens skygge da fodbold-verdenen blev ramt af en tragedie. I den engelske FA Cup udspillede sig på den måde i 1946, at holdene skulle mødes både på hjemme- og udebane. Dette gav anledning til et overfyldt stadion da Bolton var draget til Brunden Park for at møde Stoke. I den første kamp havde Bolton vundet 2-0, hvorfor en enorm mængde Bolton-fans havde fundet vej til Stoke for at tage del i fejringen af den semifinale-plads, de allerede var så godt som sikre på. Det store antal tilskuere betød at cirka 20.000 mennesker stadig stod i kø udenfor stadion, da kampen blev fløjtet i gang. Dette fik mange fans til, blandt andet, at kravle over de hegn, der ellers var opstillet. Dette betød, at stadion var fyldt over bristepunktet. Dette kom til udtryk kort inde i kampen, hvor den ene af tribunerne altså kollapsede under den enorme menneskemængde. Resultatet var 33 dræbte og over 500 alvorligt sårede. Kampen blev dog spillet som planlagt lige indtil spillerne fik nys om, at der var gået liv tabt. De udvandrede herefter fra banen og satte dermed punktum for en sort dag i fodboldens historie.
Ud af krigens skygge (1946):
Udover den frygtelige tragedie på Burnden Park, så betød årstallet 1946, at verden for alvor var trådt ud af krigens skygge. Krigen havde dog sat sine spor, men et plaster på såret var at en lang række af de nationale ligaer rundt omkring i verden, var klar til at blive genoptaget. Blandt andet den traditionsrige, engelske FA Cup blev igen afviklet, hvilket utvivlsomt glædede, i hvert fald den fodbold-elskende del af befolkningerne, ikke alene i England, men også i resten af Europa, hvor den engelske fodbold blev fulgt tæt.
Storbritannien mod Europa (1947):
I 1947 blev den såkaldte ”århundredets kamp” arrangeret i Storbritannien. Kampen skulle stå mellem et storbritisk allstar-hold og et hold bestående af udvalgte spillere fra Europa. Kampen blev spillet på Hampden Park i Glasgow og tiltrak i øvrigt over 135.000 tilskuere. Kampen, der i grove træk kunne beskrives som en opvisningskamp, var sat i verden for at fejre, at de britiske nationer var tilbage i FIFA-organisationen. Det var da også de britiske spillere, der fik mest at juble over. Foran deres egne ekstatiske fans vandt de hele 6-1 over gæsterne fra det europæiske kontinent. Sejren var dog på mange måder hul, da de udvalgte spillere fra Europa på ingen måde formåede at spille sammen som et hold, hvilket også var meget forståeligt, da de jo udelukkende var sammensat til formålet.
Santiago Bernabeu bliver opført (1948):
I løbet af Anden Verdenskrig, nærmere bestemt i 1943, blev den lokale helt Santiago Bernabeu valgt til præsident i Real Madrid. En post han i øvrigt sad på, til sin død i 1978. i 1948 besluttede Bernabeu, der i sine leveår allerede havde gjort enormt meget for Real Madrid, skulle have et nyt, moderne og ikke mindst større stadion. Den 14. december 1948 var stadionet klar til den første kamp, der var en venskabskamp mellem Real Madrid og OS Belenenses fra Portugal. Det verdensberømte stadion i Madrid hed dog ikke Santiago Bernabeu, som det stadig gør den dag i dag, fra starten. Først i 1955 blev det besluttet, at stadionet skulle opkaldes efter den daværende præsident, der som sagt havde gjort så enormt meget for den spanske storklub. Hans indsats i klubben tog allerede sin begyndelse, da lille Santiago ikke var mere end 5-6 år gammel. Her hjalp han til med det praktiske arbejde på det gamle stadion. Blandt andet stod han klar når der skulle males eller når græstæppet skulle ordenes. I takt med, at Santiago Bernabeu blev ældre, så voksede hans opgaver i klubben også. Han steg i graderne indtil 1943, hvor han altså blev udnævnt til præsident.
Første ungdomsturnering for landshold (1948):
I 1948 løb den første turnering for ungdomslandshold af stablen. England stod som pionererne for ungdomsfodbold og var blandt andet de første, der lancerede en national, ungdomsturnering. Derfor var det også naturligt for de fleste, at England blev tildelt værtskabet, da den første ungdomsturnering for landshold altså var klar til at løbe af stablen i 1948. Som det også var tilfældet ved det første VM i 1930, så var deltagelsen meget lav til denne første ungdomsturnering. 8 lande deltog i turneringen, hvor reglen var, at spillerne alle skulle være under 18 år. Turneringen eksisterer stadigvæk i dag, dog med et par ændringer undervejs. UEFA har overtaget ansvaret for turneringen, aldersgrænsen for spillerne er i dag 19 år og turneringen har til slut fået navnet UEFA European Under-19 Championship. Det blev i øvrigt hjemmebaneholdet fra England, der vandt den første turnering i 1948.
En italiensk legende træder tilbage (1948):
Vitorio Pozzo, der også er flittigt omtalt tidligere, trak sig i 1948 som italiensk landstræner. Han satte dermed punktum for en imponernde karriere, der som sagt tidligere medførte to verdensmesterskaber og også et sæt OL-guldmedaljer. Han var som sagt allerede en levende legende i Italien, da han trak sig som landstræner. Beslutningen om at trække sig var eftersigende et resultat af den nedadgående formkurve, italienerne var gledet ind i. Først blev de forsvarende verdensmestre slået 4-0 i en venskabskamp mod England. Herefter blev det til et 5-3 nederlag til Danmark ved OL i 1948, hvorfor Pozzo altså fandt det passende at trække sig og overlade posten til nye kræfter. OL-turneringen i 1948 blev i øvrigt vundet af Sverige, der kunne trække guldmedaljerne over hovedet efter en finalesejr på 3-1 over Jugoslavien.
Torinos hold styrter i døden (1949):
I løbet af Anden Verdenskrig var det lykkedes italienerne, næsten upåvirket, at gennemføre en landsdækkende fodboldturnering, der kunne finde sted år efter år, på trods af den alvorlige verdenssituation. Torino var i krigsårene, og navnlig det år der fulgte efter krigen, den alt overskyggende faktor i italiensk fodbold. Antallet af legendariske spillere i Torino-mandskabet var stort. Blandt andet slog den legendariske angrebstrio Ezio Liok, Valentino Mazzola og Cuglielmo Gabetto folderne i klubben. Torino var således en klub, som alle italienere kunne være stolte af, uanset hvilken klub de selv støttede. I 1947/48 formåede Torino sågar at vinde den italienske turnering med hele 16 point ned til AC Milan på andenpladsen. Dette skulle imidlertid vise sig at blive den sidste, store triumf for det italienske mandskab. På vej hjem fra en venskabskamp i Portugal, den 4. maj 1949, styrtede flyet, hvorpå Torinos fodboldhold var ombord, ned i Superga-bjergene, hvilket betød at italiens bedste fodboldhold var udslettet fra det ene sekund til det andet. Styrtet, som ingen med al tydelighed kunne have overlevet, satte gang i en italiensk landesorg.
