Peter “PC” Christiansen, der for nylig bekendtgjorde, at hans fremtid ikke ligger hos Randers FC, hvor han nu er ansat, kommer ikke til at gå arbejdsløs. AGF har således sikret sig PC, når han er færdig i Randers. Det skriver aarhusianerne på deres hjemmeside.
PC’s dage som sportsdirektør i Randers FC er snart talte. Faktisk er hans dage som sportsdirektør i det hele taget snart talte. Det er således ikke rollen som sportsdirektør, han kommer til at udfylde i sin nye klub. Han skal derimod være chefscout.
– Vi har været på udkig efter en dygtig og hårdtarbejdende chefscout, som har vist, at han kan spotte de rette spillere, og som også bringer en stor viden med sig om de forskellige markeder. Det lever ’PC’ til fulde op til, udtaler AGFs sportschef Jens Andersson, der ydermere konkluderer, at Peter Christiansen tidligere job kan være en fordel.
– At han derudover har erfaring med at arbejde som sportschef, ser jeg som en klar fordel, og det er lidt af et scoop, at vi i AGF nu får glæde af hans kvaliteter. Han har lavet flere gode handler i Randers FC, og hans indsigt i og netværk til spillere, klubber og agenter vil give et markant løft til scouting-området i AGF.
Peter Christiansen valgte i begyndelsen af december tage beslutningen om at stoppe i Randers FC, da klubben var midt i forhandlingerne med en gruppe engelske investorer.
– Jeg ikke kan se mine kompetencer harmonere med det nye projekt, udtalte PC dengang om sin beslutning.
I mellemtiden har investor-gruppen dog trukket sig og i stedet overtaget superliga-konkurrenten FC Nordsjælland.
Peter Christiansen stopper i Randers FC med udgangen af februar, hvilket altså er umiddelbart inden, at han begynder i AGF.
– Siden jeg sagde op i Randers, har jeg fået henvendelser fra flere interesserede klubber, men AGF’s tilbud var med det samme ét, jeg gerne ville høre mere om. Jeg er blevet præsenteret for et ambitiøst og seriøst projekt, siger Peter Christiansen, der i AGF bliver genforenet med sin gamle chef i Randers FC, Jacob Nielsen, som har taget samme tur og er i dag direktør i den aarhusianske superliga-klub.
I det nye år bliver også den tidligere Superliga-vindende træner Glen Riddersholm ny mand i klubben.
– Jeg glæder mig til i tæt samarbejde med Jens, Glen og resten af trænerstaben at være med til at finde de spillere, der i årene fremover skal tegne AGF’s hold og indfri klubbens sportslige og økonomiske målsætninger, afslutter Peter Christiansen.








