Arsenals Danny Welbeck kan nu endelig se en ende på den skade, der har holdt ham ude i ni måneder. Englænderen har angiveligt meldt sig klar til morgendagens træning hos The Gunners.
Den tidligere Manchester United-angribers seneste kamp var helt tilbage i april sidste år, hvor han var med i Arsenals 0-0-resultat mod rivalerne fra Chelsea.
Han er siden da dog blevet opereret for en tilbagevendende knæskade, der altså har tvunget ham til at se til fra sidelinjen i det seneste lange stykke tid.
Ifølge Daily Mail kan Arsene Wenger nu se frem til, at hans 25-årige angriber vender tilbage, når han i morgen træner med for fuld styrke.
Welbeck kommer dermed tilbage i en yderst afgørende sidste fase af sæsonen, hvor Wengers mandskab stadig gør sig forhåbninger om at kunne løfte Premier League-trofæet i maj for første gang siden 2004.
London-klubben, hvis mesterskabsdrømme led et mindre knæk med weekendens 0-1-nederlag til Chelsea, ligger i skrivende stund på en delt andenplads med tre point op til Leicester City.