Brøndbys cheftræner Auri Skarbalius vil se sit hold være koncentreret og aggressive i søndagens aftenkamp mod Esbjerg.
Landsholdspausen er nært forestående, men inden da skal Alka Superliga-holdene ud til 22. spillerunde, og en af de kampe, der skal afvikles, er den på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og Esbjerg fB.
Hjemmeholdets cheftræner forventer at se et Brøndby-hold, der er klar og tændt på opgaven.
– Mod Esbjerg fB skal vi fortsætte den energi, vi viste mod Randers FC. Vi ved, at Esbjerg fB er en effektiv modstander. De kommer måske ikke til så mange afslutninger, men de udnytter dem godt. Det mærkede vores spillere på egen krop, da de mødte dem her på Brøndby Stadion tilbage i efteråret. Men for os handler det som sagt om, at vi skal vise aggressivitet, og så skal vi kampen igennem have et mindset, hvor vi hele tiden tænker og er et skridt foran. Vi skal som hold og spiller hele tiden være på vej. På vej ind i næste duel. På vej ind i næste tackling. På vej med den næste frispilning. Vi skal vise handling og attitude, og for mig starter det med, at vi viser det rigtige mindset, forklarer Auri Skarbalius til Brøndbys hjemmeside.
Læs også: Video: Brøndby-duo taler Esbjerg, clean sheets og manglende mål
– Vi jagter altid de tre point, og så handler det for mig som træner om at se spillerne præstere. Jeg vil se, at vi gør os umage, selv i de små detaljer, og at vi er koncentrerede. For gør vi det, så har vi givet os selv alle forudsætninger for at tage de tre point, fortsætter Brøndby-træneren.
Læs også: Keller efter konetyveri: Stopper karrieren, hvis Randers ikke vil have mig
– I denne uge har vi trænet en anelse mere offensivt end defensivt, og så har det handlet om at have fuld koncentration. For hvis vi er koncentrerede i vores pasningsspil, bliver vi også hurtigere til at reagere. Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, hvis vi er koncentrerede og reagerer hurtigere, bliver vi bedre til at gøre dårlige bolde til gode bolde. Der er ofte mange tilfældigheder i løbet af en kamp, men i tætte kampe gælder det om at gøre tilfældigheder til muligheder. Hvis bolden snitter en modstander og ændrer retning, eller bolden springer til højre i stedet for venstre, så kan vi bruge det som en mulighed i stedet for en stopklods i vores spil, hvis vi reagerer på det hurtigt.
Brøndby IF kan, hvis alle resultater flasker sig, kravle op på andenpladsen i tabellen.