Mario Balotelli er indstillet på at tillkæmpe sig en plads i startopstillingen i AC Milan og på landsholdet, selvom at tingene ikke helt går hans vej for tiden.
Den 25-årige angriber, der er i gang med et lejeophold i AC Milan har ikke haft den store succes efter sin seneste skadespause. Det ser altså ikke umiddelbart ud til, at Milan står klar med et bud på italieneren når låneaftalen med Liverpool udløber til sommer.
Ifølge Gazzetta dello Sport har hans agent, Mino Raiola besøgt spilleren for at motivere ham, men det var tilsyneladende ikke nødvendigt med yderligere motivation:
– I de seneste otte kampe vil jeg give mig 100 % for at overbevise AC Milan om at købe mig og vise at jeg fortjener en plads ved EM til sommer, siger Balotelli til Gazzetta dello Sport.
Læs også: Milan-boss: Giver Balotellis opførsel 10 ud af 10
Angriberen har allerede afholdt et møde med klubbens sportsdirektør Adriano Galliani, hvor han udtrykte samme motivation. Gazzetta dello Sports journalister tror dog ikke på en udtagelse til EM for Balotelli, da træneren Antonio Conte allerede har lagt sig fast på de spillere han ønsker at medbringe til Frankrig til sommer.
AC Milan skal også tænke sig om en ekstra gang, før de investerer i spilleren – han koster nemlig 190 millioner kroner, hvis han skal købes fri fra Liverpool.