Den tidligere Barcelona-profil, Xavi, afslører i et interview hans store beundring af de engelske fans. Samtidig afslører den 35-årige spanier hvilket engelsk hold, han holder med.
Middlesbrough og Xavi? Det lyder som et spøjst match, men ikke desto mindre følger den succesrige spanier med i Championship-mandskabets kampe.
Årsagen hertil skyldes Middlesbroughs manager, Aitor Karanka, som Xavi op til flere gange har stået over for, da Karanka udfoldede sin aktive spillerkarriere i Athletic Bilbao og Real Madrid. Den tidligere Real Madrid-assistent nyder nu stor succes i Yorkshire, hvor hans mandskab i skrivende stund indtager en tredjeplads i The Championship.
– Jeg følger Middlesbrough, eftersom Aitor Karanka er der, fortæller den tidligere spanske landsholdsspiller, og roser i samme ombæring de engelske fans for deres loyalitet.
– Jeg mødte en engelsk dreng forleden. Han havde en Barcelona-trøje på, men jeg spurgte, hvem han støttede. Han sagde, “Sheffield United”. Jeg kender det hold. De har omkring 20.000 fans i tredje division. Det er fantastisk, lyder de flotte ord fra den tidligere Barcelona-kaptajn.
– Der var fodbold i fjernsynet, men på trods af dette var stadionet fyldt med tilskuere. Fantastisk. Hvis dette var i Catalonien, eksempelvis en kamp mellem Olot og Reus, ville der være nogle enkelte mennesker samt spillernes familier, afslutter Xavi til The Yorkshire Post.
I sommer skiftede Xavi FC Barcelona og spansk fodbold ud med qatariansk fodbold, hvor han nu tørner ud for Al Sadd.








