Glen Riddersholm har siden i sommer gået ledig, men nu har AGF hentet ham ind som erstatning for Morten Wieghorst, som man fyrede lørdag.
24 timer skulle der blot gå, før AGF fandt deres afløser for Morten Wieghorst, som man tog afsked med.
Den oprindelige begrundelse for fyringen var dårlige sportslige resultater, men den købte eksperter landet over ikke.
Nu viser det sig, at man har fået en stor trænerkapacitet ind, og muligheden for dette har måske netop udløst fyresedlen til Wieghorst.
AGF kan nemlig bekræfte, at man har indgået en aftale med guldtræneren Glen Riddersholm, og det er klubbens sportschef særdeles begejstret over.
– Vi er glade for, at en trænerkapacitet som Glen har sagt ja til at stå i spidsen for vores Superliga-hold. Det har været vigtigt for os at finde en cheftræner, som kan bygge videre på det projekt, vi har sat i gang, og som er en fagligt kompetent leder med stor gennemslagskraft. Glens meritter taler for sig selv, og han har vist, at han er i stand til at skabe resultater, samtidig med at han udvikler den enkelte spiller og et stærkt kollektivt, siger sportschef Jens Andersson i en pressemeddelelse.
– Vi får en stærk leder, der ikke efterlader nogen tvivl om, hvad han kræver af sine omgivelser. Men han er samtidig også dygtig til at motivere og kommunikere, og han formår at få alle omkring sig til at trække i samme retning – lige fra det unge talent til den erfarne spiller. Det er en styrke, som vi har lagt stor vægt på i valget af Glen, fortsætter Andersson.








