Det er ikke nogen hemmelighed, at Brøndby IF ikke har så mange strenge at spille på, hvis man kigger på defensiven. Dario Dumic forsvandt i januar og Martin Albrechtsen er langtidsskadet. Senest Brøndby var i aktion, så blev det centrale forsvar således besat af Martin Ørnskov og Jesper Juelsgård, men et spændende talent lurer i kulissen.
Daniel Agger blev skadet i søndags, hvor klubben fra Vestegnen var oppe imod Hobro. Selvom det menes, at den tidligere Liverpool-spiller bliver klar til mødet med SønderjyskE på søndag, så kan Brøndby-træneren Thomas Frank blive nødt til at tage førnævnte talent i betragtning.
Der er tale om den 20-årige Malthe Johansen. Han har ikke tørnet ud for førsteholdet siden september, men holder sig alligevel på dupperne. Selvom han måske er ude i kulden, så mener han ikke selv, at han ikke nødvendigvis er langt fra en chance på førsteholdet.
– Lige nu spiller Ørnskov og Juelsgård, og jeg har fået at vide, at ‘Julle’ er et nyk foran. For mig er et nyk ikke meget, og derfor arbejder jeg hårdt, så jeg måske kan få chancen og sætte mig på pladsen, udtaler Johansen ifølge tipsbladet.dk.
– Jeg kan ikke gøre så meget ved, at det ikke er mig, der spiller. Det er jo op til trænerne. Men jeg gør mit bedste, og jeg sørger for at forberede mig godt, og jeg bruger ekstra timer i styrkelokalet. Det handler om lige at finde de sidste procenter, og det handler om at holde sig klar, hvis der sker noget, så der er brug for mig. Jeg har det sådan, at det aldrig må komme bag på mig, hvis jeg skal spille. Også for min egen skyld, når jeg har udløb til sommer.
Sidste sæson var den unge forsvarsspiller på noget af et udenlandseventyr. Han var udlejet til den portugisiske storklub FC Porto. Siden sommer, hvor han vendte tilbage til Vestegnen, er det blevet til tre kampe for førsteholdet, to i Europa League og en enkelt i DBU Pokalen, men altså ingen i Superligaen. Dette gør dog ikke Johansen utålmodig, tværtimod har han travlt med at lære af de mere erfarne spillere, der findes i Brøndby-truppen.
– Jeg kigger meget på de rutinerede spillere. Hvad er det for nogle metoder, de bruger, og hvordan løser de situationerne på banen? Jeg vil jo også gerne ind og vise, hvad det er, jeg har lært, og det synes jeg også, at jeg snart er klar til.
– Men det, at jeg ikke får det hele foræret, kan også være med til at modne mig, selv om det kan være lidt svært nogle gange.
– Min målsætning for foråret er at spille mig endnu tættere på holdet, det er klart. Jeg har også en målsætning om at træne godt hver eneste dag og forbedre mig, så jeg kommer tættere på spilletid.
Johansen var en del af truppen mod Hobro, men måtte sidde på bænken i løbet af hele kampen. Det scenarie kan meget vel gentage sig imod SønderjyskE, hvis altså Daniel Agger formår at blive klar. Hvis Agger derimod ikke når at blive klar, så er der en reel chance for, at Malthe Johansen kan blive noteret for sin første Superliga-kamp inden ugen er omme.