Malthe Johansen var tilfreds med sin indsats mandag aften i træningskampen mod de russiske mestre fra Zenit, og den unge midtstopper melder sig klar til at bidrage til Brøndby-holdet.
45 minutter fik Malthe Johansen i benene mandag aften, da de blå-gule tabte med 2-0 til Zenit Skt. Petersborg.
Den talentfulde forsvarsspillere så fine takter undervejs i kampen trods nederlaget.
– Som hold får vi gjort mange af de ting, som vi aftalte før kampen, blandt andet at kommunikere tydeligt, som vi har trænet, og få lagt et pres, men vi lykkedes ikke med at holde på bolden i samme grad, som vi ønskede. Men Zenit er også langt længere fremme i deres opstartsprogram, end vi er, og det kunne man tydeligt mærke ude på banen, både på deres fysik og deres omgang med bolden, siger Malthe Johansen til klubbens hjemmeside.
Den 20-årige forsvarsspiller fortæller, at han bare gerne vil forsøge at bidrage med det, han kan, til holdet, og at han fremadrettet også vil knokle hårdt.
– Jeg prøver bare at gå ind og bidrage med de ting, jeg kan, og det er at kommunikere tydeligt og spille simpelt. Jeg er tilfreds med min indsats, når man tager i betragtning, at det var en træningskamp. Men det var fedt at komme ind og spille, og det vil jeg gerne gøre igen, så nu fortsætter jeg det stenhårde arbejde på træningsbanen, og så står jeg klar, hvis der skulle blive brug for mig.
Brøndby har selv opfostret Malthe Johansen gennem Masterclass. I sidste sæson var han udlejet til FC Porto, hvor han var en fast bestanddel af deres U19-mandskab, og nu er han så blevet en del af Brøndbys førsteholdstrup.