Brøndbys sportsdirektør Troels Bech fastslår, at der er råd til at have Daniel Agger i folden, selvom klubben onsdag præsenterede sin nye strategi, som blandt andet indebærer neddroslinger af økonomi og målsætninger.
Onsdag præsenterede Brøndby IF som ventet deres nye strategiplan, og i den indgår der et mindre lønbudget i jagten efter økonomisk stabilitet.
Det nedjusterede lønbudget skabte straks tvivl om, hvorvidt de blågule så i fremtiden vil have råd til at have en løntung Daniel Agger gående rundt på den københavnske vestegn.
Læs også: Troels Bech: Sådan skal Brøndby spille
Nu fastslår klubbens sportsdirektør Troels Bech dog, at der intet problem bliver i at forlænge aftalen med Agger.
– Nej, det gør det ikke. Det får betydning, om han er frisk til at spille, og jeg ser ingen forhindring i, at Daniel Agger skal være med til at løfte os til målsætningen og meget gerne over den, siger sportsdirektør Troels Bech.