Planen var, at ligalandsholdet skulle have været sendt afsted på udlandstur, men DBU’s økonomi er for presset til at gennemføre det, efter at A-landsholdet glippede kvalifikationen til Europamesterskabet i Frankrig til sommer.
Det er ingen hemmelighed, at økonomien i DBU er særdeles presset, og det blev da ikke bedre, da det danske A-landshold blev slået over to playoff-kampe mod Sverige, som endegyldigt kostede Danmark en plads ved sommerens EM-slutrunde i Frankrig.
Derfor har DBU ikke mulighed for at arrangere en tur for ligalandsholdet, som ellers hele tiden har været planen. Der er ganske enkelt ikke penge til det.
Til gengæld får U21-landsholdet en udlandstur, da de har vigtige kampe i foråret, og så er det noget billigere at arrangere, lyder det fra DBU.
– Vi arbejdede med en plan om, at ligalandsholdet skulle af sted, hvis A-landsholdet kvalificerede sig til EM, men da det desværre ikke lykkedes, er der ikke økonomi til en tur, siger DBU’s elitechef Kim Hallberg i en pressemeddelelse.
– Det er betydeligt dyrere med en ligalandsholdstur end en tur for U21-landsholdet, der samtidig har vigtige kvalifikationskampe i foråret, så det har været en logisk beslutning med både sportsligt og økonomisk sigte, fortsætter han.
– Når den nye landstræner er på plads, sætter vi os ned og kigger på programmet for 2016. VM-kvalifikationen starter om ni måneder, og A-landsholdet samles både i marts og juni, så jeg er sikker på A-holdet nok skal få en rigtig fin forberedelse, inden det går løs for alvor i september, siger Kim Hallberg afslutningsvis.
Den pressede økonomi i DBU har også medført aflysninger tidligere, og man skal faktisk tilbage til januar 2013, før man finder datoen for, hvornår ligalandsholdet sidst var på tur.








