Der er dømt top-opgør i den tyske Bundesliga på lørdag, hvor tredjepladsen VfL Wolfsburg tørner sammen med andenpladsen Borussia Dortmund. Det ser ud til, at Wolfsburg-mandskabet kan blive markant forstærket, i form af Julian Draxler, der ser ud til at være kommet sig over sin skade.
Den 22-årige playmaker, der gik glip af sidste uges 2-0-sejr over CSKA Moskva i Champions League, vendte i går tilbage til træningsbanen i Wolfsburg. Træneren for Wolfsburg, Dieter Hecking, er da også selvsikker på, at hans stjerne-spiller kan deltage i lørdagens top-opgør.
– Der er ikke længere noget spørgsmålstegn vedrørende Julian. Han burde være klar til kamp på lørdag.
Hvis Draxler kommer på banen i lørdagens top-opgør, så vil det være hans første Bundesliga-kamp siden han løb ind i to spilledages karantæne, som følge af et rødt kort mod Mainz i 12. spillerunde.
Draxlers holdkammerat Luiz Gustavo, der har siddet ude med ryg-problemer siden 13. spillerunde, var ligeledes tilbage på træningsbanen i går. Hecking var dog langt fra sikker på, at den brasilianske landsholdsspiller vil være i stand til at gøre comeback på lørdag.
Hvis ulvene fra Wolfsburg formår at trække sig sejrrigt ud af lørdagens top-opgør, så vil Dortmunds forspring til netop Wolfsburg på tredjepladsen være reduceret til fire point. På trods af, at Dortmund har en bedre placering i tabellen, så må favoritværdigheden siges at ligge hos Wolfsburg, der spiller på hjemmebane. Her er deres statistik nemlig yderst skræmmende. De er ubesejrede i deres seneste 29 kampe, hvilket meget vel kan blive til 30 kampe, hvis de altså formår ikke at tabe til andenpladsen fra Dortmund.








