Sky Sports-eksperten Paul Merson mener, at sædet under Louis van Gaal kun bliver varmere, efter at José Mourinho torsdag fik sparket i Chelsea og nu står ledigt på markedet.
José Mourinho er færdig i Chelsea. Det blev torsdag en kendsgerning, men fyringen af den karismatiske portugiser har kun gjort interessen for hans person endnu større, for nu spekuleres der i, hvor han ender henne.
Bookmakerne har udpeget Manchester United som et af de mest sandsynlige job for Mourinho, og klubbens nuværende manager Louis van Gaal, der har været i heftigt stormvejr de seneste uger, anses som en af favoritterne til at være den næste i rækken, der modtager en fyreseddel.
Eksperten på Sky Sports, Paul Merson, der også er kendt for sin glorværdige tid i Arsenal, tror sagtens, at Manchester Uniteds ledelse kunne finde på at fyre Louis van Gaal og hente José Mourinho ind i stedet.
– Louis van Gaal vil kigge sig bagud, tror jeg, hvis det ikke går godt for Manchester United i de næste par uger, siger Paul Merson til Sky Sports.
– Jeg tror, at de kigger og tænker: ‘En af de bedste managere i fodboldverdenen er igen tilgængelig – lad os hente ham’, fortsætter den tidliger Arsenal-angriber.
– Jeg ville ikke sætte alle mine penge på det, men svigter resultaterne, ville jeg ikke være overrasket (hvis ledelsen fyrer van Gaal og erstatter ham med Mourinho, red.), siger Merson til slut i interviewet.
Manchester United har seks point op til ligaens dukse fra Leicester City.








