Kasper Schmeichel og resten af Leicester-truppen er sendt på en uges ferie efter 2-1 nederlaget til Arsenal.
Leicester City har haft en forrygende sæson i Premier League, og de har været den helt store overraskelse. De tabte et lille skridt mod mesterskabsdrømmen søndag aften, da de løb ind i et nederlag på Emirates Stadium mod Arsenal. Nu har deres italienske manager, Claudio Ranieri, givet truppen en uges ferie.
Ranieri’s tropper fortsatte ellers deres fine takter ved at komme foran på et veludført straffespark af topscoreren, Jamie Vardy.
I anden halvleg fik højrebacken, Danny Simpson, tildelt sig et rødt kort, og måtte derfor forlade banen før tid. Det ændrede kampen fuldstændig. Arsenal formåede at vende kampen ved først et mål af Theo Walcott, og til sidst et mål af indskiftede Danny Welbeck dybt inde i overtiden. Claudio Ranieri var ærgerlig efter kampen, men er stadig fortrøstningsfuld forud for de sidste 12 spillerunder.
– Når du giver 120 procent, og du tror på, du kan gøre noget helt specielt for så at tabe kampen… Det er hårdt, men jeg sagde til dem (spillerne, red.): Bare rolig, I fører stadig ligaen med to point, siger manageren til den lokale avis Leicester Mercury.
– Vi lavede et lille væddemål med spillerne. De spurgte mig, at hvis de formåede at få ni point (i kampene mod Liverpool, Manchester City og Arsenal, red.), om de så kunne få en uges fri. Det sagde jeg okay til. Nu fik de kun seks point, men jeg ville have været glad med et point mod City og ét mod Arsenal, så da vi vandt over City, var det som ni point for mig. Nu kan de tage hjem, og vi ser dem først næste mandag. De fortjener det, tilføjer Ranieri efterfølgende.
Truppen skal derfor først samles til træning næste mandag, og det er ikke kun spillerne, der vil bruge den næste uge på at samle ny energi i mesterskabsjagten.
– Jeg ved ikke, hvor de skal hen. Måske Dubai eller sådan noget. Jeg tager en dag i London, inden jeg tager tilbage til Rom, lyder det fra cheftræneren.
Læs også: Afsløret: Sådan skrev Adam Johnson til den 15-årige pige








