Bastian Schweinsteiger kæmper mod tiden i Manchester United, som ikke praktiserer en form for fodbold, som passer til ham, fortæller fodboldlegenden Gary Lineker.
Manchester United har længe været kritiseret for deres omstændige og langsommelige fodboldspil under Louis van Gaal, men nu er resultaterne også begyndt at svigte, bedst symboliseret ved Champions League-exitet i sidste uge, og nu er kritikken også begyndt at havle ned over spillere, der underpræsterer.
Bastian Schweinsteiger er en af de spillere, man forventer sig mere af, når man kigger på hans cv, men den tyske midtbanemotor har ikke for alvor sat sit aftryk i hverken engelsk fodbold eller Manchester United, og det er der ifølge Gary Lineker en helt særlig grund til.
– Han er bare ikke god nok i øjeblikket. Uniteds spillestil passer ikke til ham, siger Gary Lineker ifølge Bild, inden han fortsætter:
– Manchester United spiller kedelig og langsom fodbold under Louis van Gaal. Med Schweinsteiger er der lagt stor vægt på boldkontrol også. Jeg ville lade ham spille mere frit.
– Jeg er sikker på, at han vil forbedre sig, men han har et diemma. Han behøver tid til at tilpasse sig engelsk fodbold. Schweinsteiger er allerede 31 år gammel, så han har ikke lang tid tilbage. Præstationsniveauet går ned efter de 30 år, forklarer Lineker.
31-årige Bastian Schweinsteiger har optrådt 15 gange for Manchester United i Premier League-regi. 11 af gangene har været fra start.








