Luis Enrique råder lige nu over et af verdens absolut bedste fodboldhold, og selvom spanieren har en af de bedste trupper at gøre godt med, så mener han altid, at holdet kan forbedres.
2015 har været et fuldstændig magisk år for FC Barcelona. Hele fem titler er det blevet til, og derfor skulle man da også tro, at Luis Enrique var meget tilfreds med truppen. Står det til Barcelona-træneren kan holdet dog stadigvæk forstærkes endnu mere, og han kommenterer samtidig lidt på catalanernes to nye spillere, der må spille kampe for klubben efter nytår.
– Det er muligt. Alt bliver overvejet. Hvis der kommer nye spillere, kan der også være afgange. Man kan altid forbedre truppen, siger Enrique ifølge AS.
– Arda og Vidal har en kæmpe vilje til at hjælpe holdet og deltage. De er blevet godt integrerede fra start, og nu kan vi nyde deres kvaliteter på banen. Jeg er sikker på, de er forstærkninger, siger træneren.
Barcelona skal i morgen forsøge at slutte kalenderåret 2015 godt af, når holdet på hjemmebane møder Real Betis. Hvis catalanerne scorer minimum tre mål, kan holdet tangere Real Madrids rekord for flest mål i et helt kalenderår.