Daniel O’Shaughnessy, der hidtil har tørnet ud for Brentford i den næstbedste engelske række tiltræder i FC Midtjylland på en lejeaftale.
21-årige O’Shaughnessy har spillet to landskampe for Finland, og står noteret for 12 U21-landskampe.
Sportsdirektør Claus Steinlein udtaler sig i positive vendinger om nyerhvervelsen til klubbens hjemmeside:
– Daniel er et spændende talent, som har trænet med hele ugen og efterladt et godt indtryk. Vi har et par af vores unge forsvarsspillere ude med skader, og derfor glæder vi os over, at vi nu har fået mulighed for at tilknytte Daniel i foråret.
Finnen med de irske rødder glæder sig også til sit ophold i FC Midtjylland:
– Jeg ser frem til foråret i FC Midtjylland, hvor jeg forhåbentlig kan tilkæmpe mig noget spilletid, siger Daniel O’Shaughnessy.
Han har faktisk allerede fået debut for klubben, da han var med i træningskampen mod AGF forleden:
– Det har været en god uge i klubben med god træning. Det er nogle gode holdkammerater, og alle har været venlige og taget godt imod mig, siger O’Shaughnessy
Den 21-årige venstrebenede forsvarsspiller begyndte karrieren i finske HJK Helsinki , men har fået store dele af sin fodboldopdragelse i franske FC Metz, hvor han spillede i tre år, inden han efter en succesfuld prøvetræning skiftede til Brentford.