Manchester Citys Fernando tror på, at holdet kan vinde alle fire trofæer som de kæmper om i denne sæson, så længe de forbedrer deres udebane-statistik.
Onsdag aften spillede Manchester City sig i Liga Cup finalen, og bare tre dage senere kvalificerede holdet sig videre til femte runde af FA Cuppen med en 4-0 sejr over Aston Villa.
Ligeledes er Manchester-holdet kun tre point bag Premier Leagues førhold fra Leicester, og man er stadig med i Champions League, hvor man i ottendedelsfinalen skal møde Dynamo Kiev.
Det ser godt ud for Manchester City, og i følge holdets brasilianske midtbanespiller, Fernando, kan holdet da også vinde alle fire trofæer i denne sæson. Det kræver dog, at holdet bliver i stand til at præstere bedre på udebane.
Læs også: Yaya Toure forlader City, når Guardiola kommer
– Hver kamp i England er svær, men specielt udekampene er svære, fordi modstanderen altid kommer stærkt afsted fra start, siger Fernando til Manchester Citys officielle hjemmeside.
Modsat sidste sæson hvor City var gode på udebane og stærke på hjemmebane, har det i denne sæson været det omvendte billede, hvor det blot er blevet til fire liga-sejre væk fra Etihad.
– Vores fokus er, at forbedre vores spil på udebane og komme ud af det med en sejr. Forskellen fra nu og til sidste sæson er, at vi ikke spiller lige så godt på udebane. Men selvom vi ikke får så mange point på udebane, så spiller vi virkelig godt hjemme, siger Fernando.
Læs også: City-talent får chancen i Champions League-truppen
Kan man få styr på udebane-rekorden i Manchester City, så mener Fernando, at alle muligheder for titler i indeværende sæson er åbne.
– Hvis vi forbedrer vores præstation på udebane, og sørger for ikke at lukke så mange mål ind, så tror jeg på, at vi vinder titler. Vi har et godt hold, og spillerne er fokuserede, så jeg tror på, at vi har en chance for at vinde alle fire trofæer, afslutter Fernando.