Rodolph Austin fortæller, at han ikke har fortrudt sit skifte til Brøndby én eneste gang, og at man finder livets bedste følelse i en intens derbysejr over F.C. København. Dette er historien om den bløde mand, man kan slå sig på.
Rodolph Austin har nærmest fra første fløjt henrivet Brøndby-fansene med sin vanvittige arbejdsradius, sit store gåpåmod og sine nådesløse tacklinger.
I et interview med avisen Fodbold i Brøndby beretter Austin om den baggrund, han har i et fattigdomsramt område i hjemlandet Jamaica, om hans fodboldmæssige opvækst, hvor hårdt arbejde kom før alt andet, om den nærdødsoplevelse, han havde som 18-årig, om tiden på Vestegnen og om aldrig at stille sig tilfreds, men gå efter mere.
– Jeg har ikke behov for at køre i store biler eller bo i et kæmpe hus. Det gør mig ikke til et lykkeligere menneske. En bil er bare et transportmiddel, der skal tage mig fra A til B. Hvordan ville det se ud, hvis jeg hjemme i mit nabolag på Jamaica kom kørende i en Range Rover? Selv om jeg ikke gjorde det for at føre mig frem, vil det stadig kunnet blive opfattet sådan i Clarendon Parish. Det er et fattigt nabolag, hvor mange ikke ved, hvor næste måltid kommer fra, fortæller Rodolph Austin.
Nærdødsoplevelsen
Brøndby-profilen beretter også om dengang for 22 år siden, hvor han var ved at miste livet på en køretur. Den dengang blot 18-årige Austin sad på ladet af en firehjulstrækker på den værktøjskasse, som stod der. Den mørklødede fodboldspiller sad med ryggen mod kørselsretningen, mens han tyggede på sukkerrør. Bilen drejer pludseligt meget skarpt, hvilket resulterer i, at Rodolph glider ud mod kanten af ladet på vognen sammen med den værktøjskasse, han sidder på, hvorefter han med hovedet ryger udover kanten.
– Han reddede mit liv. Jeg var 18 år. Jeg havde hele livet foran mig og havde lige spillet landskampe for Jamaica. Den episode fik mig til at reflektere over livet. Over hvad der er vigtigt, forklarer Austin, inden han med malende beskrivelser og detaljer fortæller om episoden:
– Baghjulet pisker rundt centimeter fra mit ansigt, men jeg bliver stoppet, lige inden jeg bliver trukket under. Min kammerat griber mig om benene og holder fast. Hvor han får styrken fra, ved jeg ikke. Jeg er og var ikke en lille person. Men han holdt mig. Han begyndte at trække mig op, og jeg kunne heldigvis hjælpe med at bukke mig op ved hjælp af mine mavemuskler.
Efter den nærdødsoplevelse, hvor Austin slippede med skrækken og livet i behold, vidste han, at der var et formål, en dybere mening med, at han var blevet sat på jorden.
– Det var en guddommelig indgriben. Jeg vidste fra det øjeblik, at jeg var sat på jorden med et formål.
Mindst i en søskendeflok på 14
Rodolph Austin fortæller også om den opvækst, han havde, og om sine 13 ældre søskende. De gjorde ham stærkere.
– Mine slåskampe med mine større brødre hjalp mig til at blive stærkere. Vi blev gode venner igen hver gang, men vi sloges. Det gør brødre, siger Austin med et smil, mens han tænker tilbage på tiden i Clarendon Parish, et fattigt område i Jamaica, som han vil hjælpe økonomisk, når støvlerne er lagt på hylden.
Vil vinde for enhver pris
Det kan lyde som en kliché i fodboldens verden, men Rodolph Austin vil virkelig vinde for enhver pris. Han vil dø med støvlerne på, og det er lige præcis den attitude, han udstråler og vil give videre til de unge kometer i Brøndby IF.
– Måske er deres drøm at spille for Brøndby IF. Det er en god drøm. Men det er også en farlig drøm. En drøm, der kan stille dem tilfreds og slukke deres sult. De skal turde drømme om mere. Hvis de vil have opfyldt drømmen om at spille for Brøndby IF, om at levere gode resultater for og sammen med Brøndby IF, så skal de turde drømme om mere. De skal turde drømme større. På den måde kan de opfylde deres drøm, fastslår den hårdtarbejdende midtbanespiller.
Udtalelsen skal dog ikke tolkes som om, at Brøndby IF er et springbræt til noget større, men Austin opfordrer de unge til at lade sig inspirere af store Brøndby-spillere som Daniel Agger, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander, der alle tre fik en udenlandskarriere og samtidig blev helte på Vestegnen.
– Det er ikke sådan ment, men kig på Daniel Agger. På Thomas Kahlenberg. På Johan Elmander. De er perfekte rollemodeller for de unge spillere. De drømte om at få succes for Brøndby, men de turde også drømme større. På den måde fik de succes til Brøndby. På den måde kom de til store karrierer i udlandet. Nu er de tilbage og kan give deres erfaring videre til de unge spillere. Til dem, der drømmer om succes i Brøndby.
Har ikke fortrudt ét eneste sekund
Rodolph Austin er i dag kendetegnet ved sin råstyrke, fysiske overlegenhed og vindermentalitet, men som helt ung spiller var det kun det sidste karaktertræk, man kunne sætte på ham. Først som 17-årig blev Rodolph en stor knægt, og derfor måtte han skyde brystet frem og være ukuelig, når han nu som dreng var mindre end de andre.
– Jeg gik hårdt ind i hver eneste tackling. Jeg ville vinde, og jeg vidste tidligt, at jeg ikke var bange for at arbejde hårdt. Det var med en alt-eller-intet-attitude, jeg spillede. Det gør jeg stadig. Også til træning.
Vindermentaliteten er tilsyneladende en værdi, han har fået ind med modermælken, og det er ikke en værdi, han har givet slip på, og det vil formentlig aldrig ske. Rodolph Austin elsker at vinde. Han husker særligt tilbage på derbysejren i september sidste år.
– Fornemmelsen af at vinde, specielt de tætte kampe, de svære kampe som mod FC København … Mand, der er intet bedre end at gå sejrrigt fra banen efter en sådan kamp. Og den kulisse der var, da vi vandt 1-0 over FC København… Det var helt ubeskriveligt. Det var en imponerende stemning, hele stadion gyngede, og det gjorde bare fornemmelsen endnu bedre. Det var intenst, forklarer Austin uden at blinke. Det er inderlig og ærlig snak. Ikke bare for at score billige point hos fansene. Manden er oprigtig.
Den 30-årige jamaicaner fortæller til slut, at han ikke ét eneste sekund har fortrudt sit skifte til Danmark og Brøndby IF.
– Min landstræner kendte klubben og fortalte kun gode ting om den. Jeg begyndte at undersøge lidt om klubben selv, og jeg blev overbevist om, at det ville være det rigtige valg.
– Det er et valg, som jeg ikke har fortrudt en eneste gang, cementerer Austin afslutningsvis.
Læs også: Austins vilde historie: Sådan dræbte jeg en ged
