Brøndby spiller i morgen den næstsidste træningskamp, inden forårssæsonen sættes i gang, når de gæster Malmø FF. Thomas Frank er tilfreds med spillet, men der skal bygges mere på, siger træneren.
Brøndby et hjemvendt fra en træningslejr i Portugal, hvor træner Thomas Frank så gode takter i spillet, men op mod sæsonstarten skal de sidste niveauer lige lægges på, mener Brøndby-chefen.
– Vi skal møde et rigtig stærkt hold. Malmö har leveret rigtig flotte præstationer i Europa og i Sverige i de sidste par år. Vi ved alle, hvor svært det er at kvalificere sig til europæisk gruppespil, så det er en flot bedrift af et stærkt mandskab, og vi glæder os til at møde dem, siger Thomas Frank ifølge Brondby.com.
I den portugisiske træningslejr fokuserede man på presspillet, kommunikationen og fase 3, hvilket man skal bygge videre på i de næste to træningskampe, siger Brøndbys træner:
– I vores tre træningskampe i Portugal gjorde vi det fornuftigt i vores presspil og i kommunikationen med hinanden på banen. Det skal vi fortsætte med i træningskampen mod Malmö, men frem mod sæsonstarten skal vi hele tiden lægge nogle procenter på vores spil. I morgen skal vi derfor være mere chanceskabende og dominerende på den sidste tredjedel, så vi kommer frem til flere muligheder, end vi har gjort i de første træningskampe.
Til slut forklarer Thomas Frank, at man nærmer sig en start 11’er til sæsonen, men at de to træningskampe godt kan få indflydelse på, hvem de 11 foretrukne spillere er:
– Vi har været i gang med opstarten i lidt over en måned, og det betyder alt andet lige, at vi begynder at nærme os noget, der ligner en startopstilling. Men der er stadig to uger til sæsonstart, så kampen er en god mulighed for os i trænerteamet til at prøve spillere af i forskellige roller og systemer. Det er nu, vi har muligheden for at øve os i de forskellige faser af spillet og se enkelte spillere an, da vi hele tiden arbejder henimod den stærkest mulige startopstilling i sæsonstarten. Vi har valgt at lade Daniel (Agger, red.), Kalle (Kahlenberg, red.), Austin og Phiri sidde over til denne kamp på grund af fysisk dosering og småskavanker, og det giver os mulighed for at se flere spillere an, afslutter Thomas Frank.








