Danmarks nye landstræner indledte sit nye job med en 2-1-sejr over Island, og han var meget tilfreds efter kampen.
Åge Hareide er kommet med nye ideer og tanker i forhold til landsholdet, der har været styret af Morten Olsen i 16 år. Blandt ændringerne var en 3-5-2-opstilling, der blev praktiseret mod Island. Efter kampen var normanden godt tilfreds:
– Det vigtigste var at vinde. Det giver truppen et boost, og så kommer vi af med snakken om, hvor længe det er siden, at vi har vundet, sagde Åge Hareide ifølge Jyllands-Posten.
Læs også: Det her er de bedste spillere, jeg nogensinde har trænet
– Jeg er meget imponeret over, hvor godt spillerne har taget så mange nye ting til sig. Men sådan er det: Dygtige spillere lærer hurtigt, og jeg har været meget imponeret over den energi og den lyst og nysgerrighed, som har præget spillerne i forhold til de nye ting, vi vil arbejde med.
Det blev på forhånd meldt ud at landsholdet skulle spille mere direkte, hvilket også udmøntede sig i mange afslutninger, chancer og to mål:
– Det sværeste i fodbold er at skabe chancer, det er lettere at forsvare sig, og Island er svære at skabe chancer imod, men spillerne tog det til sig, at vi skulle spille fremad, og det glædede mig meget, sagde Åge Hareide, der også så en velspillende Christian Eriksen folde sig ud:
– Christian var god. Han blev godt beskyttet af Delaney og Højbjerg, og han var så bevægelig, at islændingene især i første halvleg havde svært ved at “fange” ham. I det hele taget fungerede midtbanen i perioder rigtigt godt.
Derudover mente landstræneren at Andreas Christensen, der spillede en flot kamp i forsvaret kunne “Have spillet med jakkesæt” grundet sin coolness og overskud.
Alt i alt en god dag på kontoret for den nyudnævnte landstræner.