Henrik Dalsgaard sigter efter at blive fast højre back

Henrik Dalsgaard sigter efter at blive fast højre back

1408
0
DEL

Danske Henrik Dalsgaard vil bruge landsholdssamlingen til at bevise, at han er god nok til en fast plads i Åge Hareides trup.

Skærtorsdag kan potentielt blive Henrik Dalsgaards landsholdsdebut. Højrebacken var en af de store overraskelser for mange, da Åge Hareide præsenterede sin første landsholdstrup.

Men Dalsgaard er ikke med for blot at nyde tilværelsen som landsholdsspiller, han tager sin chance dybt seriøst.

– Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil være den faste mand på højre back. Og det er jo grunden til, at jeg er her. Det er jo fordi, de kan se, jeg besidder nogle af de kvaliteter, de leder efter, siger Dalsgaard

Efter Lars Jacobsen stoppede sin lange landsholdskarriere, så har pladsen været åben for nye afprøvelser. Dalsgaard forudser en tæt kamp om, hvem der skal spille pladsen i fremtiden.

– Jeg tror, der er nogle stykker, der bliver testet på pladsen, og ham, der først viser, at han er kvalificeret, og som gør det godt, får nok forholdsvis lang snor, vil jeg tro, siger Dalsgaard.

I vinters skiftede Henrik Dalsgaard AaB ud med belgiske Zulte Waregem, og det har udviklet ham som spiller, forklarer han.

– Det har været et skridt op. Ikke for stort, så det har været overkommeligt. Jeg skal jo stadig udvikle mig, og jeg føler også, jeg bliver presset.

– Der er nogle rigtig dygtige spillere i Belgien. På alle hold er der lynhurtige kanter, som også er teknisk stærke. Så jeg bliver testet, men jeg føler også, jeg kan være med, siger han.

Et håb om spilletid for landsholdet er tilstede hos den unge backspiller, men om det er realistisk tør han endnu ikke at sige.

– Nu er der nogle journalister, der lige har sagt til mig, at jeg får spilletid. Men det er altså ikke noget, jeg har hørt om. Men jeg håber da selvfølgelig, det kommer til at ske i en af de to kampe. Det er jo derfor, jeg er her, for fanden, understreger han.

INGEN KOMMENTARER