Tilbage i september 2015 vandt Hobro IK med cifrene 2-1 over AGF. Men på baggrund af et manglende spillercertifikat fratages de nu de tre point.
Da Hobro IF i efteråret slog AGF 2-1 i Alka Superligaen, anvendte de ifølge DIF en ulovlig spiller, da venstrebacken Adama Tamboura manglede spillercertifikat hos Hobro IK.
DIF-idrættens Højeste Appelinstans har afvist Hobros appel fra Fodboldens Appelinstans.
– DIF-idrættens Højeste Appelinstans kan afvise sager, der allerede er behandlet i to instanser, skriver Mads Boesen, der er juridisk sekretær for DIF-idrættens Højeste Appelinstans, i en skriftlig kommentar.
– Det har appelinstansen valgt at gøre i denne sag, hvor begrundelserne i de to instanser i DBU-regi overordnet har været den samme, og hvor sagen ikke er anset for at være af principiel karakter, tilføjer den juridiske sekretær.
Tamboura havde kontrakt med Randers FC frem til den 30. juni 2015, og han var derfor en del af moderklubben Randers Freja. Appelinstansen mener ikke, at kontraktudløbet den 30. juni betyder, at spilleren var klubløs frem til det tidspunkt han indgik en kontrakt med Hobro IK.
– Efter Adama Tambouras kontraktudløb den 30. juni 2015, havde han således status som amatør og skulle betragtes som en arbejdsløs kontraktspiller, står der i kendelsen fra DIF.
Hobro IK fratages altså de tre point. Det er eller tiltrængte point, da Hobro IK ligger på sidstepladsen i Alka Superligaen med fem point op til Esbjerg.