AC Horsens vandt i dag sikkert med 3-0 på hjemmebane over Fredericia, og det bragte holdet op på andenpladsen i Bet25 Ligaen. Bo Henriksen er ikke i tvivl om, hvorfor det var hjemmeholdet, der trak det længste strå i dagens topkamp.
Der er virkelig kamp om oprykningspladserne til Superligaen, og i dag tog Horsens et afgørende skridt i kampen, da det blev til en 3-0 sejr over et af de andre tophold, FC Fredericia. Horsens træner, Bo Henriksen, glæder sig over sejren, og han roser holdets måde at håndtere dødboldene på.
– Vi havde omrokeret på tre pladser i forsvaret, men stod stadig stærkt defensivt. Og så vidste vi, at vi ville være vanvittige på dødbolde, og det viste sig også i og med at vi scorede på to dødbolde. Det får alle hold svært ved at løse, siger Bo Henriksen til bold.dk, og han fortsætter;
– Vi har rigtig mange dygtige headere på holdet. Vi var vel en stamme på otte-ni spillere, der er rigtig store, og så kan det godt være, at to-tre stykker er ude, men vi er stadig vanvittige, siger Henriksen.
Horsens er med dagens sejr oppe på andenpladsen i Bet25 Ligaen, og ‘den gule fare’ har nu kun otte point op til Lyngby.