Massimiliano Allegri afviser en gang for alle, at han skulle være på vej til London for at overtage trænersædet på Stamford Bridge, selvom adskillige medier har påstået det modsatte.
Den tidligere Milan-træner, Allegri, førte i sidste sæson Juventus til sit fjerde italienske mesterskab på stribe, pokaltriumf og en Champions League-finale, hvor Torino-klubben måtte se sig slået af FC Barcelona.
Det var med andre ord en stor sæson for den italienske træner. En sæson, der gav genlyd i resten af fodbold-europa. Også i Chelsea, der i de seneste par uger har været sat i forbindelse med den 48-årige succestræner. Faktisk proklamerede Giovanni Galeone, der trænede Allegri i sine aktive fodbolddage, at The Blues havde lagt et “fantastisk tilbud” på bordet til Juventus-træneren.
– Hvis jeg var Allegri, ville jeg tage mig en snak med Chelsea, og jeg tror, at han ender der, når sæsonen er færdig, fortalte Galeone forleden i et interview med Radio Radio.
– Jeg tror, at han tager til Chelsea, eftersom tilbuddet er så fantastisk, lød spådommen fra Galeone, der også menes at være Allegris mentor.
Hovedpersonen selv har, forud for lørdagens Serie A-brag mellem Napoli og Juventus, dog nu været ude at afvise disse Chelsea-spekulationer.
– Der er ingen sandhed i det. Jeg kan hverken be- eller afkræfte noget, som ikke eksisterer.
– Lad os en gang for alle slutte denne diskussion, lød opråbet fra Allegri, der blot vil fokusere på sit Juventus-mandskab.
– Det vigtigste for mig lige nu er at komme igennem sæsonen samt prøve at vinde nogle trofæer, selvom det ikke bliver nemt, lød den afsluttende kommentar fra italieneren.








