Kryptisk Ibrahimovic ikke afvisende overfor Serie A-comeback

Kryptisk Ibrahimovic ikke afvisende overfor Serie A-comeback

762
0
DEL

Paris Saint-Germains lange svensker i front vil ikke udelukke et comeback til støvlelandet, når hans kontrakt i det franske udløber til juni. En liga, hvor han tidligere har tørnet ud for Inter, AC Milan og Juventus. 

Zlatan Ibrahimovic viste i tirsdagens Champions League-brag mellem PSG og Chelsea, at han stadig kan begå sig på fodboldens absolut øverste niveau på trods af sin fremskredne alder på 34 år. Den svenske stjerne scorede således åbningsmålet i kampen, som den franske hovedstadsklub kunne trække sig sejrrigt ud af med et 2-1-resultat i bagagen til returkampen i London.

Det er derfor ingen overraskelse, at der er mange klubber, der vil have fingrene i den stærke offensivprofil, når hans kontrakt udløber til sommer.

En klub, der med stor sandsynlighed gerne vil have svenskeren tibage i sin fold, er AC Milan. Milaneserne prøvede så sent som i sommer, at hente publikumsfavoritten tilbage til San Siro. Som bekendt dog uden held.

Nu kan Il Rossoneri og andre italienske klubber dog så småt begynde at drømme om et comeback til støvlelandet for PSG-profilen.

I et interview til Premium Mediaset oven på parisernes sejr over The Blues ville han ihvertfald ikke afskrive et retur til den liga, hvor han har vundet fire Serie A-titler.

– Et comeback til Serie A? Jeg har tre måneder tilbage her (i PSG, red.), og så får vi at se, lød den kryptiske udmelding fra Ligue 1’s suveræne topscorer i indeværende sæson med 21 mål.

 

INGEN KOMMENTARER