Malmö FF’s norske træner, Åge Hareide, der i den seneste tid er blevet udset til at overtage Morten Olsens plads på det danske landshold, er angiveligt at finde på Brøndby Stadion forud for superligakampen mellem de blå/gule fra Vestegnen og de bolsjestribede fra Aalborg.
Den 62-årige nordmand er i dag tilbage tilbage i Brøndby, hvor han i perioden 2000-2002 stod i spidsen for de blå/gule. Dog med begrænset succes.
Selvom det kan virke uskyldigt, at Hareide er at finde på tribunerne til dette topopgør, kan man som landsholdsinteresseret ikke undgå at tænke tanken: Er han i Brøndby for at blive offentliggjort som ny dansk landstræner? Dette skyldes det faktum, at DBUs hovedkontor ligger få minutter fra Brøndby Stadion.
Ifølge Søren Klæstrup, der er fodboldredaktør på Discovery Networks, er Malmö-træneren i Danmark i privat sammenhæng og ønsker samtidig ikke at snakke med pressen.
Hvorvidt Hareide bliver den nye mand i spidsen for det danske landshold, vil tiden vise. Hans visit på Vestegnen har dog ikke just nedtonet de vedvarende rygter om, hvorvidt han vil forlade Swedbank Stadion til fordel for Parken.








