Ifølge den tidligere Real Madrid-målmand og nuværende Milan-målmand, Diego Lopez, ønsker hans italienske holdkammerat, Mario Balotelli, at spille for kongeklubben en skønne dag.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Super Mario altid har haft stor tro på egne evner. Om disse evner rækker til at tørne ud for den spanske storklub, vil kun tiden vise. Uanset hvad er det ifølge Lopez dog italienerens drøm at iføre sig madrilenernes hvide kongetrøje.
– Mario (Balotelli, red.) er ikke som folk, siger han er. Han er en god fyr og god spiller, og ved du hvad? Hans drøm er at spille for Real Madrid, afslører den 34-årige målmand i et interview til Marca Plus, hvor han også kommer ind på sin egen skadesituation.
– Mine skadesproblemer startede efter Kina-turen i sommer. I de efterfølgende måneder spillede jeg mig igennem smerten, da jeg gerne ville hjælpe klubben. Med sådan en skade, var det dog ikke nemt at træne samt konkurrere på et højt niveau, fortæller den rutinerede målmand og afslutter.
– Jeg vil gøre alt for at komme tilbage og forsvare målet for Milan. Jeg er meget motiveret og arbejder hårdt på at komme tilbage i topform. Jeg vil vende tilbage stærkere end nogensinde før.
Den spanske målmand er i øjeblikket ude med springerknæ på ubestemt tid.








