Louis Van Gaal har indrømmet, at det var svært at forsvare sig selv imod den voksende kritik. Manchester Uniteds meget tidlige exit fra Champions League har gnedet yderligere salt i såret.
De Røde Djævles 3-2-nederlag i Wolfsburg betyder, at de falder ned i Europa League. Dette har givet anledning til en ny bølge af spørgsmål om, hvorvidt det hold, der har været dyrest at samle i hele Premier League, egentlig burde gøre det markant bedre.
– I øjeblikket kan jeg ikke forsvare mig selv, fordi vi er ude af Champions League, sagde Van Gaal efter opgøret.
– Ethvert ord jeg siger nu, vil være forkert. Hvis man ser på fakta, så er vi kommet længere i Capital One Cuppen, vi har kvalificeret os til Champions League-gruppen og vi er stadig i en fornuftig position i Premier League. Fakta siger, at vi er bedre end sidste år. Det er mit svar, fordi jeg kun kan forholde mig til fakta. Jeg er dog skuffet over at være ude af Champions League.
Kampens forløb var også usædvanlig, i følge den hollandske træner.
– Det var en vanvittig kamp. To gange gav vi et mål væk, to minutter efter vi selv havde scoret. Det er svært at forstå, når vi nu har været så gode til at forsvare.
– Det var en tæt gruppe, så jeg er ikke enig i, at det var en let gruppe. Nu hvor det er forbi, har jeg sagt til spillerne, at de ikke kunne have gjort mere i forhold til Champions League. Det er det største podium og det kan de ikke klare. De må vente til næste år. Det er en skam men vi har stadig en masse at kæmpe for. FA Cuppen og Premier League.
Manchester United-træneren lød dog til at være særligt utilfreds med sin tyske midtbane-general, Bastian Schweinsteiger, der også spillede under Van Gaal i Bayern München.
– Jeg har skiftet ham ud. Jeg skifter ikke spillere ud for ingenting. Vi er alle bare mennesker og han er bare et menneske. Jeg kan ikke sige, at den Schweinsteiger jeg så i dag, var den samme som den jeg havde i Bayern München.








